xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Bedre samarbejde mellem sundhedspersoner gavner de svage ældre

Sundhedsstyrelsen har evalueret en pulje, der havde til formål at styrke samarbejdet mellem sundhedspersoner, der tager sig af de svageste ældre. Den overordnede konklusion er, at de svage ældre har gavn af, at sammenhængen i deres forløb bliver styrket.

14 JAN 2021
En pulje på 82,4 millioner blev i 2016 afsat til at styrke sammenhængen i forløb for de svageste ældre med kontakt til både sygehus, almen praksis og behov for kommunal pleje. 

Formålet med puljen var også at undersøge, hvordan man med bedre organisering kan skabe øget sammenhæng i indsatsen for de svageste ældre. I alt har 60 kommuner og 5 regioner fået midler fra puljen. Deres samlede erfaring fra projekterne er, at de med fordel kan styrke samarbejdet og sammenbringe kompetencer og på den måde skabe øget kvalitet og sammenhæng. 

”De svageste ældre har ofte brug for hjælp og støtte på forskellig vis, og de har derfor kontakt til mange forskellige sundhedsfaglige aktører, både på praksisområdet, i kommunerne og på sygehuse. Derfor er det vigtigt at se på det samarbejde, de forskellige aktører har, og om det kan forbedres. Og der peger evalueringen på, at det giver et kvalitetsløft i det samlede forløb, når samarbejdet prioriteres og lykkes”. fortæller konstitueret sektionsleder i Sundhedsstyrelsens enhed for Primære Sundhedsvæsen Line Riddersholm.

Evalueringen viser, at samarbejdet bliver bedre mellem aktørerne, når man generelt afstemmer praksis mellem dem og indretter indsatserne omkring den ældre patient hensigtsmæssigt. For eksempel kan det være en god løsning at etablere specialfunktioner som tværgående stuegang og tværsektorielle geriatriske teams. Omvendt skal man være opmærksom på, at for mange specialfunktioner kan gøre organiseringen mere kompleks. 

Endnu en fælles erfaring er, at det kræver en nem og løbende adgang til speciallægekompetencer for de sundhedsfaglige aktører i kommunen, hvis man vil sikre høj kvalitet, ligesom der skal være planlagt aftaler om situationer, hvor der skal samarbejdes om konkrete patienter. 

Se evalueringen her:

Rapport: Slutevaluering som led i den nationale evaluering af satspuljen 'styrket sammenhæng for de svageste ældre'.