xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Kontrol af elektroniske persondosimetre

Elektroniske persondosimetre benyttes blandt andet på sygehuse og i industrien som supplement til lovpligtig dosisovervågning. De fleste typer er designet til at kunne alarmere brugeren, hvis dosis eller dosishastighed overstiger et på forhånd fastlagt niveau.

Elektroniske persondosimetre

Eksempler på typer af elektroniske persondosimetre fra forskellige producenter.

Ydelse og pris

Vi tilbyder kontroller af elektroniske persondosimetre til brug for strålebeskyttelse f.eks. på sygehuse, i industrien eller til beredskab. Ydelsen koster 1500 kr. eksklusiv moms per instrument.

Aftale om kontrol og indsendelse af instrumenter

Ved akkrediterede ydelser skal en blanket udfyldes og indsendes på forhånd. 

Blanket til aftale om kontrol

Blanketten printes, udfyldes, underskrives og sendes via e-mail til: sdl@sis.dk.

Når laboratoriet har bekræftet opgaven, sendes instrumentet til:

Sundhedsstyrelsen
Strålebeskyttelse
Att.: SDL
Knapholm 7
DK 2730 Herlev

Metode

Ved en kontrol af et instrument vurderes det, om instrumentets visning ligger inden for det forventede interval ift. værdien bestemt af laboratoriet. Dette gøres ved på forhånd at have målt størrelsen op med et sporbart instrument, en standard, og derfra ved efterfølgende kontroller at beregne værdien ud fra viden om henfaldsfaktorer af de enkelte strålekvaliteter.

Instrumenterne kontrolleres med hensyn til persondosisækvivalent i Cæsium-137 og Kobolt-60. Metoden bygger på standarden ISO/IEC 61526:2010.

Strålekvaliteter af gamma-nuklider

Kilde E [keV]
137Cs 662
60Co 1173 og 1333

Sporbarhed 

Laboratoriet er ift. diverse dosisstørrelser sporbart til Die Physikalisch-Technische Bundesanstalt (PTB) og National Physics Laboratory (NPL) og er en del af det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) netværk af standarddosimetrilaboratorier (SSDL).

Øvrigt måleudstyr er sporbart til akkrediterede laboratorier i Danmark.

Kompetencer

Medarbejderne ved laboratoriet vedligeholder deres kompetencer ved at deltage i nordisk samarbejde inden for dosimetri samt ved deltagelse i internationale møder, kurser og seminarer afholdt af bl.a. IAEA.

Opdateret 21 FEB 2024