Nationalt forum for polyfarmaci
Med udgivelsen af 13 anbefalinger om polyfarmaci ved multisygdom og afholdelse af Indsatser for Rationel Farmakoterapis (IRF) Stormøde 2022 om samme emne har Sundhedsstyrelsen sat fokus på uhensigtsmæssig polyfarmaci og de mulige løsninger. For at sikre et fortsat fokus på forebyggelse og nedbringelse af uhensigtsmæssig polyfarmaci og et styrket samarbejde på tværs nedsatte Sundhedsstyrelsen nationalt forum for polyfarmaci. Forummet var aktivt i perioden 2022-2025.
Baggrund
Uhensigtsmæssig brug af flere samtidige lægemidler (polyfarmaci) kan være en stor byrde for den enkelte, hvor bivirkninger og manglende effekt er blandt de vigtigste skadevirkninger. Samtidig er uhensigtsmæssig polyfarmaci også et unødvendigt forbrug af sundhedsvæsenets ressourcer og det kan være en økonomisk belastning for den enkelte. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen var der 277.713 personer med polyfarmaci i Danmark i 2021. Der er en social gradient i forekomsten i forhold til, at der er en højere forekomst blandt personer med korte uddannelser.
Sundhedsstyrelsens udgav i maj 2022 Polyfarmaci ved multisygdom – viden, fokusområder og anbefalinger til videre arbejde, som indeholder 13 anbefalinger til at forebygge og håndtere uhensigtsmæssig polyfarmaci. Centralt i anbefalingerne er den individuelle tilgang til den enkeltes medicinering og opfølgning på den samlede farmakologiske behandling fra alle kanter i sundhedsvæsenet. Anbefalingerne er ikke færdige løsninger på udfordringerne, men de er et oplæg til, hvordan der kan arbejdes videre med området.
Formål
Formålet med nationalt forum for polyfarmaci er at fastholde fokus på forebyggelse og håndtering af uhensigtsmæssig polyfarmaci og at styrke samarbejdet og koordineringen på tværs af sektorer. Dette indebærer blandt andet at følge op på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, vidensdeling på tværs af sektorer, samt at identificere fokusområder for videre arbejde med polyfarmaci ved multisygdom. Målet er, at der gennem fokus på emnet og øget samarbejde kan findes effektive og implementerbare løsninger, som kan bidrage til at nedbringe og forebygge uhensigtsmæssig polyfarmaci.
Mødernes indhold vil tage udgangspunkt i behovet hos medlemmernes organisationer og Sundhedsstyrelsens anbefalinger og kan eksempelvis være drøftelse af konkrete problematikker, oplæg om relevante udviklingsprojekter, eller koordinering af initiativer på tværs af regioner og sektorer.
Forummets sammensætning
Forummet er sammensat af repræsentanter fra følgende organisationer:
Praktiserende Lægers Organisation
Lægeforeningen
Lægevidenskabelige Selskaber
Dansk Selskab for Almen Medicin
Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmaci
Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Kvalitet i Almen Praksis (KiAP)
Danske Patienter
Vælg Klogt
Dansk Sygeplejeråd
FOA Social- og Sundhedssektoren
Apotekerforeningen
Pharmadanmark
Odense Deprescribing INitiative
Farmakonomforeningen
Lægemiddelindustriforeningen
Kommunernes Landsforening
Styrelsen for Patientsikkerhed
Sundhedsdatastyrelsen
Lægemiddelstyrelsen
Region Nordjylland
Region Midtjylland
Region Syddanmark
Region Sjælland
Region Hovedstaden