xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Psykosocial indsats ved beredskabshændelser

Psykosocial indsats er et samlet udtryk for den del af indsatsen ved en beredskabshændelse, der fokuserer på de psykologiske virkninger for især ofre og deres pårørende. Det er Sundhedsstyrelsen, der er ansvarlig myndighed for den psykosociale indsats ved ulykker, angreb eller andre beredskabshændelser.

Mennesker, der har været udsat for en ulykke eller et angreb, kan opleve en række stressreaktioner af såvel psykisk som fysisk art, fx posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Disse reaktioner kan også ramme mennesker, som indirekte er berørte af hændelsen, fx pårørende til omkomne, savnede og tilskadekomne samt det personale, som har deltaget i indsatsen.

I forbindelse med håndtering af beredskabshændelser har man i Danmark igennem de seneste årtier haft fokus på disse psykologiske konsekvenser af hændelserne. Sundhedsstyrelsen har derfor udarbejdet materialer, der præciserer opgaver, roller og ansvar for alle aktører på området.

Faser i den psykosociale indsats

Psykosocial indsats er betegnelsen for den del af indsatsen, der omfatter krisestøtte, social assistance (indkvartering, forplejning, transport mv.) og senere i forløbet kriseterapi, hvis der er behov for det. Den psykosociale indsats blev tidligere kaldt kriseterapeutisk beredskab.

Regioners og kommuners opgaver

Krisestøtte er en opgave for både region og kommune. Kriseterapi er regionens ansvar, mens social assistance ligger i kommunens regi. Derfor er der brug for samarbejde og koordination mellem region og kommuner i forbindelse med såvel planlægning som egentlig indsats.

Regionernes sundhedsberedskab er forpligtede til at kunne yde krisestøtte og kriseterapi. Det krisestøttende beredskab består blandt andet af umiddelbar omsorg og information om krisereaktioner. Regionen kan udsende kriseteams og kan ved behov i samarbejde med politiet oprette et Evaluerings- og Pårørende Center, hvor berørte personer kan henvende sig og få hjælp.

Kommunerne skal også have et krisestøttende beredskab og kan desuden yde social assistance til berørte i den akutte fase.

Rapport: Styrkelse af den psykosociale indsats ved beredskabshændelser (2014)

Planlægning af sundhedsberedskab. Vejledning til kommuner og regioner (2023)

Opdateret 26 MAJ 2023