xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Trådløse netværk

Trådløse netværk udsender og modtager signaler i form af mikrobølger, og bruges bl.a. til computere, tablets og smartphones. Mikrobølgerne udsendes når netværkets router overfører data.

WiFi

Trådløse netværk findes mange steder i det offentlige rum, for eksempel på cafeer, biblioteker, skoler, arbejdspladser og i offentlige transportmidler. Sammenlignet med radiobølgerne fra mobiltelefoner vil man derfor typisk være eksponeret for mikrobølgerne fra trådløse netværk i længere tidsrum. Til gengæld opholder man sig næsten altid i en væsentligt større afstand til den nærmeste eksponeringskilde.

Bærbare computere og tablets

Bærbare computere udsender og modtager signaler fra trådløse netværk ved hjælp af en lille indbygget antenne. Til trods for navnet bør bærbare computere placeres på skrivebordet snarere end i skødet, når de er i brug, da varmepåvirkningen fra computerens batteri over længere tid kan være skadelig.

Tablets, moderne Smart-TV samt nyere spillekonsoller kan sende og modtage signaler fra trådløse netværk på samme måde som bærbare computere.

Hvordan fungerer et trådløst netværk?

En router til trådløse netværk udsender typisk mikrobølger med en effekt på ca. 100 mW, men kan i visse tilfælde indstilles til at tilpasse sendestyrken dynamisk efter forholdene. I denne situation vil udstyret automatisk og løbende tilpasse sendestyrken til det minimale, der netop sikrer en god forbindelse.

En router udsender mikrobølger, når den overfører data. Resten af tiden modtager routeren data, eller der er ingen aktivitet på netværket.

Når man ikke bruger netværket, vil routeren som standard dog ikke være helt passiv, men vil periodisk udsende et signal populært kaldet et fyrtårnssignal (Service Set Identifier). Fyrtårnssignalet fortæller computere og andet trådløst udstyr i området, at her er et trådløst netværk.

Opdateret 10 FEB 2023