xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Sammen forebygger vi smitte med mpox (abekopper)

I 2022 har der været et udbrud mpox (abekopper) i Danmark og Europa. Udbruddet i Danmark er bremset, men der er stadig smitte i Europa. Symptomer på mpox er små blærer, som kan minde om skoldkopper. Sygdommen begynder ofte med en sygdomsfølelse med kulderystninger, hovedpine, muskelsmerter og træthed.

 

Om mpox (abekopper)

Mpox (abekopper) smitter kun, når man har symptomer. Smitten sker oftest gennem direkte kontakt med de små blærer på huden. En blære kan dog være nok. Smitte sker kun sjældent ved almindelig social omgang, men typisk ved tæt fysisk kontakt fx ved sex, eller hvis man sover i samme seng.

Sygdommen vil i langt de fleste tilfælde mild være og går over af sig selv inden for 2-4 uger. Sygdommen kan dog godt gøre ondt og give smerter, særligt ved udslæt i og omkring endetarmen. Det kan også give ar, når blærerne heler.

Alle kan blive smittet med mpox. Ved udbruddet i 2022 har der været en overvægt af smittetilfælde hos mænd, der har sex med mænd. Vi opfordrer derfor denne gruppe til at være særlig opmærksom, hvis de er sammen med nye partnere. Det gælder især, hvis man rejser til udlandet og har nye sexpartnere.

Link to information about mpox (monkeypox) in English

 

5 gode råd

Her er de 5 bedste råd til at forebygge mpox (abekopper):

1. Vær opmærksom på symptomer 

Mpox smitter først, når du har symptomer. Ved at være opmærksom på mulige symptomer, kan du derfor være med til forebygge smitte.

Symptomer på mpox er små blærer, som kan minde om skoldkopper. Sygdommen begynder ofte med en sygdomsfølelse med kulderystninger, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Man kan også opleve hævede lymfeknuder.

For det meste sidder blærerne ved kønsorganerne og endetarmen og kan gøre ondt. Blærerne kan også komme andre steder på huden og i munden. Mange oplever kun at få 5-10 blærer på kroppen og blærerne kan være meget små.

Mpox smitter via væske fra disse blærer eller sår. En blære er nok til at smitte andre. 

2. Pas på dig selv og dem, du har sex med: Vent med sex, hvis du har symptomer eller mistanke om smitte

Du kan bedst beskytte dig selv og din(e) sexpartner(e) ved at mærke efter, om du føler dig rask og tjekke, om du har blærer på huden, før du har sex. Hvis du får symptomer på mpox eller er i tvivl, om du er smittet, så vent med at have sex med andre, indtil det er afklaret, om du har mpox, og indtil du er blevet helt rask.

Du bør holde øje med kløe, udslæt og sår på kønsdele og baller både hos dig selv og din partner. Det er også en god idé at vente med at have sex, hvis du eller din partner har symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine, da det kan være de første tegn på mpox. 

Hvis det er muligt, så få kontaktoplysninger på nye sexpartnere, så I kan kontakte hinanden, hvis nogen bliver smittet. 

Kondom kan nedsætte risikoen for at få mpox, men det er IKKE en garanti mod smitte.

Udbruddet med mpox er bremset i Danmark, men der er stadig smitte i Europa. Vær derfor særligt opmærksom, hvis du rejser til udlandet og har nye sexpartnere.

3. Tag kontakt til din læge ved symptomer

  • Ring til din læge, hvis du får symptomer og mistænker, at du har fået mpox. Mød ikke fysisk op hos lægen.
  • Lægen kan sende dig videre til test, hvis I finder ud af, at det er relevant.
  • Tester du positiv for mpox, så følg din læges anvisninger omkring isolation

4. Bliv vaccineret, hvis du er i særlig risiko – men husk at vaccination ikke er en garanti mod smitte

Mpox kan smitte alle uanset køn, alder og seksualitet. Ved udbruddet i 2022 har der været en klar overvægt blandt smittetilfælde af mænd, der har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at denne gruppe bliver vaccineret.

Det er vigtigt, at du fortsat er opmærksom på symptomer på mpox hos dig selv og andre, selvom du er vaccineret. Ingen vacciner beskytter 100 procent.

Vaccination mod mpox gives som to stik med mindst 28 dages mellemrum. 

Læs mere om vaccination længere nede på denne side.

5. Ring til AIDS-Fondets hotline for LGBT+-personer 

Hvis du er LGBT+-person og bekymret for mpox, har du mulighed for at ringe til AIDS-Fondets rådgivningstilbud ”Checkpoint”. 

Der sidder erfarne rådgivere klar til at tale om både mpox og de bekymringer, det kan føre med sig. 

Hotlinen har åbent alle hverdage fra kl. 10-14. 

Du kan ringe på (+45) 33 91 11 19. Du kan også læse mere om Checkpoint på aidsfondet.dk/checkpoint.

Læs mere om mpox

 

 

Vaccination mod mpox – hvem, hvor, hvordan?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at en særlig risikogruppe vaccineres forebyggende mod mpox: Mænd, der har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere.

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at nære kontakter til bekræftede tilfælde af mpox tilbydes vaccination for at beskytte mod alvorlig sygdom, hvis de er i særlig risiko.

1. Forebyggende vaccination til en særlig målgruppe

I udbruddet i 2022 har tilfældene primært været blandt mænd, som har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere. Der har desuden været en større andel af de smittede, som er i forbyggende PrEP behandling mod hiv eller er hiv-positive. 

På den baggrund er den følgende gruppe tilbudt forebyggende vaccination mod mpox: 

  • Personer, der modtager den hiv-forebyggende behandling PrEP. 
  • Personer, der er ikke modtager PrEP, men opfylder kriterierne for dette. Det kan være transpersoner, nonbinære og mænd, der har sex med mænd, men fx ikke tåler PrEP eller har fravalgt PrEP.
  • Personer, som er i behandling for hiv, og som har en adfærd, der giver større risiko for at få mpox. 
  • Hvis man ikke er i PrEP-behandling, kan man blive tilbudt vaccination, hvis man opfylder et af følgende kriterier: 
    • Er nonbinær, transperson eller en mand, der har sex med mænd og har haft ubeskyttet analt samleje med mindst to mandlige partnere inden for de sidste 12 uger. Har man fast partner, der kender sin status, tælles dette ikke med. 
    • Er nonbinær, transperson eller en mand, der har sex med mænd, og har haft syfilis inden for de sidste 24 uger. 
    • Er nonbinær, transperson eller en mand, der har sex med mænd og har haft klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger.
       

Vaccination af nære kontakter til en smittet med mpox

Hvis du er nær kontakt til en, som er smittet med mpox, kan du blive tilbudt vaccination for at mindske risikoen for alvorlig sygdom. Beslutningen træffes af en speciallæge i infektionsmedicin. 

Nære kontakter er:

  • Personer, som bor sammen med en, der er smittet, eller er i jævnlig tæt fysisk kontakt med en smittet. Det kan fx være personer, der har sovet på værelse/i telt sammen og kærester, som ikke bor sammen.
  • Personer, som har haft sex med en, der var smittet, og som havde symptomer på mpox, mens der var tæt kontakt. Det er nær kontakt, selvom der er brugt kondom. 
  • Personer, der har haft direkte kontakt med hud og kropsvæsker eller ting, som kan have virus på sig, fx tøj/sengetøj. Det gælder også sundheds- og laboratoriepersonale, hvis der ikke er brugt relevante værnemidler. Se Retningslinjer for håndtering af mpox for definition af relevante værnemidler.
  • Sundhedspersonale, der har haft tæt fysisk kontakt til en smittet med symptomer, herunder udført procedurer med risiko for smitte uden brug af relevante værnemidler. Se Retningslinjer for håndtering af mpox for mere information.

 

2. Jeg er i målgruppen for vaccination – hvordan bliver jeg vaccineret?

Hvis du modtager PrEP, vil du blive inviteret til vaccination gennem den infektionsmedicinske afdeling, hvor du er i forløb.

Modtager du ikke PrEP skal du selv henvende dig og blive vurderet forud for vaccination. De enkelte regioner beslutter selv, hvordan visiteringsvejen bliver, så det kommer til af fremgå af den enkelte regions hjemmeside, hvor og hvordan de skal henvende sig for hhv. hiv-patienter og dem, som ikke er i forløb med hverken hiv eller PrEP.

Læs her, hvor du skal henvende dig i din region for at høre om vaccinationstilbuddet mod mpox:

Vaccination mod mpox er ikke en garanti for, at du kan undgå smitte mpox og undgå at give smitten videre. Derfor er det vigtigt fortsat at være opmærksom på symptomer på mpox. Og hvis du har symptomer, så undlad tæt fysisk kontakt med andre, indtil du ved, om du har mpox og er blevet rask igen.

Det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet om vaccination mod mpox.

Har du spørgsmål til vaccination mod mpox, så tag kontakt til din læge – eller ring til Checkpoints rådgivning på (+45) 33 91 11 19.

 

 

Film på tegnsprog om mpox

Filmen varer 9 minutter og 45 sekunder og indeholder information om mpox og 5 gode råd til at forebygge smitte.