xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Bryd cirklen og få hjælp til at håndtere seksuelle tanker om børn

Sundhedsstyrelsen sætter i en kampagne fokus på tilbuddet Bryd Cirklen. Det er et gratis, anonymt og landsdækkende rådgivningstilbud under Region Hovedstadens Psykiatri, der er målrettet 1-3 procent af den voksne befolkning, der har seksuelle tanker om børn. Hvis de får den rigtige hjælp, forebygger vi overgreb.

13 MAR 2024

”Det føles rigtigt, men burde føles forkert” og ”Det er jo bare en video” - de to udsagn illustrerer blot nogle af de tanker, mennesker med seksuelle fantasier om børn går med. Det er også to af de budskaber, man kan møde på danske medier i den kommende tid. Sundhedsstyrelsen sætter nemlig igen fokus på Region Hovedstadens Psykiatris landsdækkende, anonyme telefonrådgivning til mennesker med seksuelle tanker om børn.

”Langt de fleste, som kontakter os, er tyngede af de tanker og seksuelle fantasier, de har om børn. Tanker, som kan martre dem, og som samtidig er ekstremt tabubelagte, og noget de færreste kan tale med andre om. Men de kan tale med os. Det er det, vi er her for,” siger Rikke Kildevæld Simonsen, Afsnitsleder på Sexologisk Klinik, Region Hovedstadens Psykiatri.

Region Hovedstadens Psykiatri startede den landsdækkende telefonrådgivning ”Bryd Cirklen” i 2006. Og selvom der hver uge er mennesker, som ringer for at få rådgivning, er der kapacitet til at rådgive mange flere. Netop derfor kører Sundhedsstyrelsen og Region Hovedstadens Psykiatri en oplysningskampagne i disse uger. Udover at henvende sig til mennesker med seksuelle tanker om børn er ønsket med indsatsen også at nå relevante fagpersoner blandt andre praktiserende læger, socialrådgivere og politiet med information om, at de kan henvise til Bryd Cirklen.

”Vi vil gerne have, at fagprofessionelle, som er i kontakt med mennesker med seksuelle tanker om børn via deres arbejde, har kendskab til tilbuddet og kan fortælle dem om det. På den måde sikrer vi, at de har mulighed for at få hjælp til at håndtere deres tanker. Det er med til at forebygge senere overgreb,” siger Agnethe Vale Nielsen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Der er ikke mange fælles karaktertræk for de mennesker, som ringer til Bryd Cirklen. Men dem, der ringer i dag, er som regel mænd, der ofte først ringer, når politiet har været på besøg, og de er blevet sigtet. Håbet er, at flere i fremtiden ringer og får hjælp, før de har handlet på deres tanker og gjort noget ulovligt.

”Hvis vi sætter ind tidligt, kan vi være med til at forebygge overgreb. Vi ved, at det med vores hjælp gennem samtaler er muligt at ændre sine seksuelle tanker og adfærd. Vi har allerede hjulpet hundredvis af mennesker gennem årene, og vi kan hjælpe flere, så vi forebygger overgreb i fremtiden,” siger Rikke Kildevæld Simonsen.

Om kampagnen

Sundhedsstyrelsen og Region Hovedstadens Psykiatri står bag kampagneindsatsen.

 

Selve kampagnen er udviklet af norske Helsedirektoratet og tilpasset danske forhold. Kampagnen kørte første gang i Danmark i 2022 og er en del af den aftale, Regeringen og Folketingets partier har indgået om dette års fordeling af de såkaldte SSA-midler. De går til nogle af de borgere, der har allermest brug for hjælp og støtte.