xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundheds­styrelsen advarer mod stærke fentanyl-analoger

I denne uge bliver en række uautoriserede fentanyl-analoger omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer – og dermed gjort ulovlige.

30 MAJ 2018

I denne uge bliver en række uautoriserede fentanyl-analoger omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer – og dermed gjort ulovlige. 

I går blev det i flere medier beskrevet, at lægemidlet fentanyl nu bliver ulovligt. Det er ikke tilfældet. De stoffer, der bliver ulovlige, er en række såkaldte fentanyl-analoger, som er uautoriseret producerede efterligninger af fentanyl, og som er væsentligt stærkere. 

Inden for det seneste år er der i Danmark set syv dødsfald i forbindelse med fentanyl-analogerne og i perioden februar-december 2016 blev der yderligere registreret tre dødsfald i forbindelse med stofferne. Derfor udsendte Sundhedsstyrelsen i går en udmelding til professionelle, som er i kontakt med stofbrugere, om at advare dem mod at tage stofferne.

Fentanyl er stadig et registreret lægemiddel til brug i forbindelse med smertebehandling og bedøvelse i Danmark. Det har ikke ændret status og kan stadig bruges som før.

Læs Sundhedsstyrelsens advarsel her. (2. version fra 8. juni 2018, hvor der er skrevet en ændring i 4. afsnit på side 1 vedrørende de ukontrollerede forhold, hvor stofbrugere har injiceret fentanyl i ukendt dosering)