xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

De fleste er revaccineret

Det er gået rigtig godt med tilslutningen til revaccination. Der er taget et stort ryk i vaccinationsindsatsen i december, hvor mange blev inviteret. Derfor handler indsatsen ikke længere om at vaccinere i meget stor skala, men om at få en god tilslutning blandt de sidste.

18 JAN 2022

Langt de fleste invitationer til revaccination er sendt ud på nuværende tidspunkt. I alt er 4 millioner invitationer sendt ud ved udgangen af denne uge. Desuden kommer der et mindre antal på 80.000 personer, der bliver inviteret løbende over de næste 4 uger, når der er gået 140 dage siden deres 2. stik. Det er markant færre inviterede, end der har været inviteret over de sidste mange uger - faktisk det laveste antal invitationer på en måned, siden revaccinationsprogrammet startede i uge 36.

”Det har været en vellykket revaccinationsindsats, og regionerne har løftet opgaven flot. Nu handler det især om at få de 500.000 inviterede, som endnu ikke har fået en revaccination til faktisk at booke en tid, fordi vinteren er stadig over os, og smittetrykket er højt,” siger Steen Dalsgård Jespersen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Cirka 500.000 borgere har været smittet med coronavirus siden midten af december, og de har ikke kunnet tage imod vaccinationstilbuddet, før der er gået mindst fire uger siden overstået infektion. Det kan være med til at forklare, hvorfor 150.000 invitationer nu er 5 uger gamle eller ældre.

Der er stor variation mellem kommunerne i, hvor mange borgere, der har modtaget en invitation for mere end en måned siden, som endnu ikke er omsat til en booking eller et stik.

”En del af dem, der er inviteret for nogle uger siden, som ikke er blevet vaccineret endnu, bor i de samme 10-15 kommuner. Det skal vi følge op på, for der kan være et stort potentiale, hvis vi kan få dem med,” siger Steen Dalsgård Jespersen.

Sundhedsstyrelsen følger denne udvikling tæt og vil vurdere, om der er brug for yderligere initiativer.

”Alt taget i betragtning er der dog en imponerende flot tilslutning til revaccination, hvor hele 94 procent af alle, der er 65 år eller derover har fået 3. stik, og 97 procent af dem, som har modtaget en invitation, har taget imod tilbuddet,” siger Steen Dalsgård Jespersen.

Også blandt de allerældste på 85 år eller derover er der en tilslutning på 97 procent af de inviterede til at få 3. stik. Blandt de 18-39-årige har cirka 45 procent fået 3. stik. Der er altså fortsat et stykke vej op til at få samme høje tilslutning som blandt de ældre aldersgrupper. Til gengæld er fremdriften stor, og mange er fortsat interesserede i at blive vaccinerede.

Der er fortsat mange ledige tider til vaccination og dermed også muligheder for at få en tid, der passer ind i hverdagen et sted tæt på.

Læs mere om vaccinations­indsatsen

Se tal over vaccinationsindsatsen