xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Retningslinje for prostata­kræft sendt i høring

Sundhedsstyrelsen har sendt en opdateret national klinisk retningslinje om rehabilitering af patienter med prostatakræft i høring. Den indeholder blandt andet information om brugen af superviseret træning og vurdering for depression.

11 JAN 2021

Omkring 4.500 personer får hvert år prostatakræft. I dag er de mest almindelige former for behandling, at prostata bliver fjernet, strålebehandlet samt behandling med hormoner og/eller kemoterapi. 

”For de fleste får en diagnose med prostatakræft stor indflydelse på deres efterfølgende liv, og selve kræftbehandlingen kan også medføre stort ubehag og forskellige bivirkninger. Retningslinjen fokuserer på de indsatser, som kan hjælpe på eller lindre bivirkningerne efter behandlingen. Der er i kommet meget ny forskning om brugen af træning. Derfor er det et af de områder, som vi har uddybet i retningslinjen,” fortæller formand for Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, Maria Herlev Ahrenfeldt.

Retningslinjen ser på specifikke dele af rehabiliteringen af patienter med prostatakræft, blandt andet superviseret træning, systematisk vurdering for depression og effekten af sexologisk rådgivning.

Siden de oprindelige retningslinjer blev udgivet i 2016, er der kommet ny forskningsbaseret viden på området. Formålet med den opdaterede retningslinje er at medvirke til, at der bliver en større ensartethed i de valgte rehabiliteringsindsatser og at give vidensbaserede nationale anbefalinger for den rehabilitering, som patienter med prostatakræft, får. Retningslinjen skal ses i sammenhæng med øvrige vejledninger, anbefalinger og materialer på området.

Retningslinjen er i høring frem til den 29. januar 2021.

Se høringsudkastet på www.hoeringsportalen.dk