Er gentests relevante i almen praksis?
Praktiserende læger bliver i stigende grad bedt om at forholde sig til patienters spørgsmål om farmakogenetiske tests. Månedsbladet Rationel Farmakoterapi uddyber derfor, hvornår de genetiske tests kan være relevante i almen praksis.
Farmakogenetiske tests er et emne omgivet af faglig kontrovers. Da der findes flere private udbydere af gentest, vil mange patienter have kendskab til området og måske have en idé om, at testene kan hjælpe deres behandling. Derfor vil praktiserende læger i stigende omfang møde spørgsmål fra patienter om relevansen af disse test.
”Det er sjældent, at det er relevant for de praktiserende læger at bruge farmakogenetiske tests. Men i visse situationer skal lægerne dog tage stilling til, om disse tests skal laves i forbindelse med behandling af deres patienter,” siger Marie Louise Schougaard Christiansen, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.
Med den nuværende viden på området er der som udgangspunkt ingen lægemidler, som anvendes i almen praksis, som kræver genetiske tests rutinemæssigt. Ved enkelte lægemidler kan man overveje genotypebestemmelse, før man indleder en behandling, da det kan rumme mulighed for at nedsætte risikoen for bivirkninger. Samtidig er der lægemidler, hvor man ved, at genvarianter spiller en betydelig rolle, men hvor der alligevel er uenighed om fortolkningen af genetiske data.
Når en behandling er sat i gang, kan der i visse situationer være grund til at overveje genotypebestemmelse, hvis målinger af lægemidlernes koncentration eller effekt synes ude af proportion med dosis eller de kliniske observationer. Det vil i alle tilfælde kun gælde i det tidlige behandlingsforløb, da ændringer efter længere tids stabil behandling ikke hænger sammen med genotype. Det er vigtigt, at man specifikt forholder sig til lægemidlet og ikke rekvirerer genotypebestemmelse på en generel mistanke om ”langsom lægemiddelomdanner” eller ”bivirkninger”.
Der er endnu langt til, at rutinemæssig genotypebestemmelse har nytteværdi i den kliniske hverdag i almen praksis. Udfordringen er snarere at forklare sine patienter, at der aktuelt ikke findes nogen gentest, som kan bedre behandlingen af fx diabetes, KOL, depression eller hypertension.