xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Bestyrelser og bruger-pårørende paneler

Engagerede bestyrelser og bruger-pårørende paneler kan være en vej til at styrke kvaliteten af omsorg og nærvær på plejecentre, men det kræver tid og den rette opstart.

Af Nanna Hebsgaard, partner i Resonans, der faciliterer netværksklyngen om bestyrelser på plejecentre i puljen til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen. Indlægget er opsamling på centrale erfaringer og anbefalinger fra projektlederne i klyngen.

Flere projekter har arbejdet med at styrke omsorg og nærvær gennem et fokus på etablering af bestyrelser og bruger-pårørende paneler. Formålet har været at gentænke kvalitetsarbejdet og skabe tættere og mere fælles samspil mellem brugere, pårørende, fagpersoner, ledere og medarbejdere om udviklingen generelt på plejecentrene og specifikt ift. omsorg og nærvær i plejen.

Vigtige drøftelser af bestyrelser og bruger-pårørende panelers formål

Det har vist sig helt afgørende for det gode samarbejde, at der i projekterne, er blevet sat god tid af til, at de involverede har diskuteret helt grundlæggende spørgsmål som: Hvad kendetegner gode bestyrelser/paneler? Hvordan kan en bestyrelse/panel sammensættes mest hensigtsmæssigt? Hvad går arbejdet ud på? Hvordan man kommer godt fra start? Flere projekter har oplevet at tiden til disse drøftelser er godt givet ud, da der ofte eksisterer myter og antagelser blandt plejecenterledere om hvad en bestyrelse eller et panel kan og skal. En fælles læring på tværs af projekterne har derfor været, at det både har krævet tilvænning til rollen som bestyrelsesmedlem/paneldeltager, men også træning i og udvikling af et godt samspil mellem plejecenterledelsen og bestyrelsen/panelet. Flere projekter nævner, at det har været værdifuldt for bestyrelsens/panelets opstart, at der har været afsat projektressourcer til at lytte til bekymringer, antagelser og forforståelser på plejecentrene, og at der har været brugt tid til at drøfte en fælles retning.

Bred inddragelse er ikke uden udfordringer - særligt ikke når det er frivilligt arbejde

Selve sammensætningen af bestyrelser og panelerne har været præget af dilemmaer i forhold til deltagernes forskellighed og forudsætninger. Flere projekter har inviteret en bred gruppe af aktører til deltagelse i bestyrelser og paneler. Det har betyder, at der både sidder deltagere, som har et dybdegående indblik i pleje og omsorg, og deltagere, der stort set ingen erfaring eller viden har om temaet.

Tilsvarende sidder der deltagere, som er vant til at arbejde med innovation og kvalitetsudvikling, og deltagere, der ingen erfaring har med det. Den brede inddragelse har i flere af projektkommunerne politisk opmærksomhed og stort brandingpotentiale, men den er også besværlig og giver bestemte vilkår i processen. Da deltagerne bidrager med forskellige perspektiver og har forskellige forudsætninger og ressourcer ind i bestyrelses- og panelarbejdet kan det være svært at mødes på tværs. Det kræver stærk facilitering, og det kræver tid. Det kan være særligt vanskeligt at fastholde frivillige i den tidlige fase, hvor arbejdet med at drøfte innovative og strategiske spørgsmål kan virke abstrakte og fjernt fra praksis.

Anbefalinger til andre kommende projekter

nummer et

Inddragelse

Ejerskab og deltagelse er vigtigt for at nå i mål. Det betyder, at de involverede parter skal inddrages tidligt i processen med gode drøftelser af fælles formål og retning for arbejdet. Vær opmærksom på diversiteten og giv plads til fleksible måder at deltage på.
nummer to

Brug erfaringer fra andre fagområder

Inddrag erfaring og løsninger fra andre fagområder. Det kan skabe ro i processen tidligt at kende til bestyrelsernes mandat i samspil med daglig ledelse. Der findes allerede bestyrelser på andre offentlige områder, eks. skole- og daginstitutionsområdet. Særligt på disse områder er der nedskrevet gode retningslinjer om bestyrelsers rolle og mandat.
nummer tre

Giv plads til bekymringer og ønsker

Giv plads til de spekulationer, ønsker og ikke mindst bekymringer, ledere, medarbejdere, Ældreråd, borgere, pårørende m.fl. kan have til bestyrelsernes rolle. Det er vigtigt for, at sikre bestyrelsens legitimitet og opbakning.

Overvej

  • Hvilke antagelser og forforståelser har I om bestyrelser og bruger-pårørende panelers sammensætning og arbejdsform?
  • Hvordan arbejder I med i fællesskab med de involverede at definere en fælles retning?
  • Hvordan kan I løbende sikre godt samspil mellem bestyrelser/paneler og plejecentrenes daglige ledelse?

Projekter der har arbejdet med temaet

Brønderslev Kommune: Bestyrelser på plejecentrene – Fælles lokalt ansvar

Styrke omsorg og nærvær på plejecentre ved at gentænke kvalitetsarbejdet gennem etablering af bestyrelser og brugerpanel, som sammen med medarbejderne sætter retningen og rammerne for den lokale kvalitet, og hvordan det skal implementeres.

Vordingborg Kommune: Bedre service, mere læring og flere effekter

Intensivere samarbejdet med Bruger-pårørende-råd på plejecentrene og etablere et nyt tværgående bruger-pårørende-panel mhp. at overlevere borger-og pårørendeperspektiver på den oplevede kvalitet.

Holstebro Kommune: Innovation af medindflydelse – udvikling af ernærings- og bestyrelseskoncept på plejecentre

Afprøve nye tilgange og metoder for inddragelse af både borgere og pårørende, så kommunen fremover kan sikre en højere grad af omsorg og nærvær i ældreplejen.

Opdateret 17 APR 2023