Pandedosimetre (øjets linse)
Periodisk overvågning for bestråling af øjelinsen (gamma og røntgen)
Pandedosimetre kan måle bestråling af øjets linse.
Der bruges et ekstremitetsdosimeter med et specielt filter, der er velegnet til estimering af øjendoser. Dosimetret placeres i panden og drejes eventuelt efter hvor der forventes størst stråleudsættelse.
Resultatet fra laboratoriet rapporteres som et estimat for dosis til øjets linse (Hp(3)).
Pandebånd
For hvert nyt dosimeter følger et pandebånd med velcroluk med.
Da et pandedosimeter er en ny ydelse, som laboratoriet tilbyder, er vi meget interesserede i at høre fra brugerne om pandebåndets og velcroens holdbarhed i forhold til en bæreperiode på en måned.
Bestilling af dosimetre
Pandedosimetre bestilles ved at skrive i feltet 'Bemærkninger' i bestillingsformularen.
Resultatudmelding
Et pandedosimeter skal ligesom andre dosimetre returneres hurtigst muligt efter måleperiodens udløb. Vi giver besked, når det er modtaget.
Usikkerheden på den målte dosis øges ved sen udlæsning. Modtages dosimetre mere end 10 dage efter måleperiodens udløb, vil udlæsningen derfor få tilføjet bemærkningen "Dosimeter er ikke modtaget rettidigt".
Returnerede dosimetre udpakkes og udlæses af Persondosimetrilaboratoriet, hvorefter resultatet omregnes til stråledosis til øjets linse. Denne rapporteres efterfølgende på en resultatliste til den virksomhed, hvor den dosisovervågede er ansat.
Doserne bliver også gemt i Sundhedsstyrelsens Register for Persondosimetri, SRP.
Ved begrundet mistanke om, at en bærer af et dosimeter er blevet eksponeret med en stor dosis, hasteudlæses dosimetret. Resultatet vil derved foreligge senest 24 timer efter modtagelsen.