Selvisolation og isolationsophold
Hvis du er smittet med ny coronavirus eller er i risiko for at være smittet, skal du gå i selvisolation. Det betyder også, at du skal holde afstand til de personer, du bor sammen med. Har du ikke mulighed for det, kan du måske få bevilget et frivilligt isolationsophold uden for hjemmet.
At du skal gå i selvisolation betyder:
- At du skal blive hjemme og lade være med at mødes med personer, som du ikke bor sammen med.
- At du skal undgå tæt kontakt med personer, du bor sammen med.
- At du skal være særligt opmærksom på god hygiejne og rengøring.
Frivilligt isolationsophold uden for hjemmet
Hvis du ikke har mulighed for at holde tilstrækkelig afstand til andre i din husstand, fx fordi din bolig er meget lille eller du deler husstand med personer, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19, kan du måske få bevilget et frivilligt isolationsophold uden for hjemmet af din kommune.
Du skal være testet positiv for ny coronavirus, før du kan få bevilget et isolationsophold uden for hjemmet. Ring til din kommune og hør nærmere om dine muligheder.
Selvom du er vaccineret, skal du følge de samme smitteforebyggende anbefalinger, som hvis du ikke var. Dvs. at du skal gå i selvisolation, hvis du får symptomer på COVID-19, er testet positiv eller får at vide, at du er nær kontakt.
Læs pjecerne
Til dig, der er testet positiv for ny coronavirus
Til dig, som er smittet med ny coronavirus og skal på frivilligt isolationsophold
Isolation ved påvist COVID-19 (retningslinje)