xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
Nikotin og unge

Viden om unges tobaks- og nikotinforbrug

 

På denne side finder du viden om børn og unges forbrug af tobak og nikotin, Du finder også viden om virkning og konsekvenser ved brug af tobaks- og nikotinprodukter, nikotinafhængighed og information om, hvor der er hjælp at hente, hvis dit barn eller en ung, du kender, er begyndt at bruge produkterne.

Hvad er nikotin?

Nikotin er et giftstof, som kroppen optager via lunger, slimhinder og huden. Herfra føres det hurtigt med blodet til hjernen og ud til hele kroppen.

Tidligere brugte man nikotin som sprøjtegift i landbruget. Nikotin er stærkt afhængighedsskabende, så det kan være svært at stoppe et forbrug, når man først er startet. Jo tidligere man starter med at bruge tobaks- og nikotinprodukter, jo sværere bliver det at stoppe.

Hvor stort er danske unges forbrug af tobak og nikotin, og hvilke nikotinprodukter bruger de primært?

E cigaret

Omkring en tredjedel af unge mellem 15 og 17 år bruger en form for tobaks- eller nikotinprodukt

E cigaret med væske

Børn og unges foretrukne nikotinprodukter er nikotinposer og vapes

Nikotinposer

Børn og unge, der bruger røgfrie nikotinprodukter (fx nikotinposer og snus) dagligt, har et typisk forbrug på 5-14 poser om dagen og endnu flere til fester og sociale lejligheder

Langt størstedelen af børn og unge, der bruger tobaks- og nikotinprodukter dagligt, har overvejet at stoppe inden for den seneste måned

Hvordan påvirkes børn og unge af nikotin?

Nikotin er særligt farligt for børn og unge, fordi nikotin kan skade den unge hjerne. Hjernen færdigudvikles i ungdomsårene, og for de fleste er hjernen først fuldt udviklet i en alder af 25 år. Ind til da er hjernen meget følsom over for påvirkninger udefra, fx fra rusmidler såsom nikotin.

Forskning peger på, at brug af nikotin i ungdommen kan give permanente skader på hjernen, nedsætte koncentrationsevnen, og at nikotin ser ud til at øge risikoen for psykisk sygdom, som fx angst og depression.

Nikotin er stærkt afhængighedsskabende, så det kan være svært at stoppe et forbrug, når man først er startet. Nikotin kan også øge risikoen for at blive afhængig af andre rusmidler. Det ser ud til at have en såkaldt gateway-effekt. Det betyder at jo yngre man er, når man starter med at bruge tobaks- og nikotinprodukter, desto større er risikoen for senere misbrug og afhængighed af andre rusmidler.

Intet tobaks- eller nikotinbrug er risikofrit for helbredet. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke begynder at bruge tobaks- eller nikotinprodukter, og at man får hjælp til at stoppe igen, hvis man er startet.

Læs mere om, hvordan nikotin påvirker børn og unge i Sundhedsstyrelsens guide til forældre

 

Hvilke nikotinprodukter findes der?

De seneste år er der kommet en vifte af nye nikotinprodukter på markedet. Det gælder fx nikotinposer, vapes og puff bars. Markedet for nikotinprodukter udvikler sig hele tiden, og der kommer jævnligt nye produkter til.

Mange af produkterne er designet på en måde og omtales i et sprog, der appellerer til børn og unge, men produkterne er skadelige og ikke egnede til børn og unge.

Hvad er de mest udbredte nikotinprodukter?

Cigaretter

Cigaretter indeholder både tobak og nikotin, tjære og andre tilsætningsstoffer. Når cigaretten ryges, kommer stofferne via røgen ned i lungerne og ud i luften omkring den, der ryger.

 

I Danmark må cigaretter ikke have tilsat smag. Cigaretter med tilsat smag af fx mentol eller andre smage er derfor ulovlige.

E-cigaretter, vapes og puff bars

E-cigaretter kaldes ofte vapes eller puff bars blandt unge. Der findes mange forskellige typer og mærker af e-cigaretter. Fælles for dem er, at de indeholder en væske med indholdsstoffer og forskellige mængder af nikotin og smage, som opvarmes og derved kan inhaleres.

 

E-cigaretter indeholder ikke tobak og fås både med og uden nikotin. I Danmark må e-cigaretter kun være tilsat smag af tobak eller mentol, ligesom der er begrænsning på, hvor meget nikotin de må indeholde. Det betyder, at fx puff bars med smag af frugt og slik, eller som har et højt indhold af nikotin, er ulovlige.

 

E-cigaretter fås både som engangsprodukter og som genopfyldelige væskebeholdere, hvor man selv kan tilsætte e-væske.

Nikotinposer (ofte kaldet snus)

Nikotinposer er røgfrie nikotinprodukter, der sælges i dåser med små portionsposer. Nikotinposer indeholder nikotin, men ikke tobak. De små poser placeres under læben, hvorefter nikotinen optages gennem slimhinden i munden.

Snus og tyggetobak

Snus og tyggetobak er røgfrie tobaksprodukter med nikotin. Poserne placeres under læben, hvorefter nikotin optages gennem slimhinden i munden.

 

Snus er ulovligt at sælge i hele EU med undtagelse af Sverige. Selvom svenske forhandlere ikke må sælge til forbrugere i Danmark, sker der alligevel ulovligt salg af produkterne online. Tyggetobak er lovligt at sælge i Danmark.

Opvarmet tobak

Opvarmet tobak, også kaldet heated tobacco eller heat-sticks, består af en elektronisk hardware-del, hvori der indsættes tobakspinde, som indeholder nikotin og forskellige smage.

Hvad siger loven?

Der er mange regler om tobaks- og nikotinprodukter i Danmark. Formålet med lovgivningen er at beskytte børn og unge mod produkterne. Fælles for tobaks- og nikotinprodukter er, at de er ulovlige at sælge til børn og unge under 18 år.

Det er også ulovligt at reklamere for tobaks- og nikotinprodukter. Alligevel er der meget indhold og reklame på fx sociale medier om forskellige nikotinprodukter til børn og unge.

For køb og salg gælder det blandt andet, at:

  • Det er forbudt at indføre, købe og besidde nikotinholdige e-cigaretter/vapes med smag af fx frugt eller slik. Det betyder også, at man ikke må bestille produkterne på nettet. Man må heller ikke købe for en ven eller få produkterne gratis af en ven.
  • Det er kun lovligt at besidde op til 10 enheder (e-cigaretter/vapes, beholdere med e-væske mv.) til eget forbrug.

 

Få hjælp til nikotinstop

Læs mere om Stopliniens tilbud til forældre til unge, der bruger nikotinprodukter.

Besøg BREAK-UP, hvor unge kan få vejledning og støtte til at gennemgå de stadier, der opstår i et nikotinstop.

Søg hjælp i din kommune. Besøg din kommunes hjemmeside og se deres tilbud.