Engelsk

Metode- og kompetence­udvikling af et til to behandlingstilbud til døgnbehandling af gravide kvinder med alkohol- og stofproblemer

Udmøntning af satspuljen ”Metode- og kompetenceudvikling af et til to behandlingstilbud til døgnbehandling af gravide kvinder med alkohol- og stofproblemer”

Et stort forbrug af alkohol og andre rusmidler under en kvindes graviditet kan føre til alvorlige medfødte rusmiddelskader hos barnet med livslange handicaps til følge.

  • Mellem 50 og 100 nyfødte børn udvikler abstinenser efter fødslen som følge af moderens rusmiddelforbrug
  • 11 – 13 børn af hver fødselsårgang får i gennemsnit stillet diagnosen føtalt alkoholsyndrom, som er den alvorligste af de medfødte alkoholskader
  • Ud over de menneskelige omkostninger for børnene og deres familier kan børnenes problemer medføre store udgifter for samfundet  

En lille gruppe af særligt sårbare og udsatte gravide kvinder med betydelige rusmiddelproblemer har vist sig svære at fastholde i et kontinuerligt behandlingsforløb i den ambulante behandling i de regionale familieambulatorier og i kommunernes alkohol- og stofbehandling. Disse gravide kvinder har brug for hjælp på døgnbasis for at forebygge eller nedsætte risikoen for, at deres børn får medfødte rusmiddelskader og helbredsproblemer.  

Døgnbehandling af høj kvalitet er vigtigt

Kommuner inviteres derfor til at søge om satspuljen ”Metode- og kompetenceudvikling af et til to behandlingstilbud til døgnbehandling af gravide kvinder med alkohol- og stofproblemer”.

Puljen er afsat til at udvikle døgnbehandlingstilbud af høj kvalitet. Det skal ske i et skærmet tilbud i en model med stor inspiration fra Borgestadklinikken i Norge. Klinikken har 20 års solid erfaring med behandling af denne gruppe udsatte gravide kvinder og deres familier, og behandlere fra Borgestadklinikken vil stå for metode- og kompetenceudviklingsforløbet.

En eller flere kommuner sammen kan søge puljen

I satspuljeaftalen for 2016 – 2019 har regeringen og de øvrige satspuljepartier afsat midler til en styrket indsats for gravide med et misbrug, herunder til indsatsen med metode- og kompetenceudvikling af døgnbehandlingen. Indsatsen skal både sikre kvalitetsudviklingen af døgnbehandling til de gravide kvinder og medvirke til, at kommunerne i forbindelse med døgnbehandling opfylder deres lovmæssige pligt til at tilbyde kvinderne en kontrakt med mulighed for tilbageholdelse. 

Kommuner kan søge puljen alene eller flere kommuner kan gå sammen om det. Kommunerne kan selv stå for døgnbehandlingstilbuddet eller vælge at indgå et samarbejde med regionen eller en privat udbyder om det. 

Ansøgninger skal være Sundhedsstyrelsen i hænde senest den 8. august 2016

Ansøgningsmateriale

Opslag af satspuljen

Model for døgnbehandling af sårbare gravide kvinder med rusmiddelproblemer

Vejledning til ansøgningen

Ansøgningsskema 1-4

Spørgsmål og svar til puljeopslaget (17. juni 2016)

Opdateret 16 NOV 2018