xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Motivation og meningsfuldhed i Svendborg Kommune

Motivation kommer i bølger. Med de mindre selvkoordinerende teams i hjemmeplejen har vi ramt nogle virksomme motivationsbølger hos SOSU-medarbejderne.

Af projektleder Mejse Holstein og evaluator Steen Kabel, Svendborg Kommune

”Det er fantastisk at opleve, at min viden om de enkelte borgere bliver brugt i planlægningen af kørelisterne. Det er første gang, at jeg har oplevet, at min faglighed har værdi og bliver taget alvorligt”. (SOSU- medarbejder i hjemmeplejen)

Glade for at arbejde i mindre selvkoordinerende team

Langt de fleste SOSU-medarbejdere er glade for at arbejde i teams. De føler, at det gør det mere overskueligt, at de er en gruppe af medarbejdere, som har ansvaret for de samme borgere. De kender alle borgerne i større eller mindre grad. Det gør systemet mere fleksibelt, fordi de med deres kendskab til borgere i langt højere grad kan bidrage til en planlægning, der har udgangspunkt i borgerens perspektiv. De oplever, at planlæggerne er blevet bedre til at inddrage dem og samarbejde med dem om udformningen af de daglige kørelister. Det betyder meget for motivationen og arbejdsglæden, at deres viden om borgerne bliver brugt aktivt i planlægningen af kørelisterne.

At sætte lys på fagligheden

Idéen bag ’Støtte til livet’ og etablering af mindre selvkoordinerende teams er god og rigtig. Det er SOSU-medarbejderne i Svendborg Kommune helt enige om. Som mange af dem siger, er der, set ud fra deres perspektiv, ikke så meget nyt i det. De har altid ønsket at have fokus på at gøre det så godt for borgerne som muligt, for det er det, der gør arbejdet meningsfuldt. I projektet har vi målrettet arbejdet med at sætte lys på den faglighed, der ligger til grund for beslutningerne om planlægning af de konkrete opgaver.

Vi har brugt to konkrete greb:

  • Enkle principper for planlægning
  • 3 spørgsmål til refleksion over begrundelserne for planlægningen

Principper for planlægning

  • Samme medarbejder til samme borger på samme dag.
  • Samme medarbejder til samme borger alle de dage, hvor medarbejderen er på arbejde.
  • Samme medarbejder til samme team.
  • Sker der ændringer i løbet af dagen, kontaktes medarbejderen telefonisk.
  • I overgangsperioden accepter vi, at der kan være slack i medarbejderens køreliste.
  • Ændringer og faglig refleksion skal fremadrettet drøftes på TO+ møder og tværfaglige møder.

3 spørgsmål til refleksion

  • Hvordan passer besøgene ind i borgerens egen døgnrytme?
  • Hvordan passer besøgene rent fagligt? Ligger for eksempel medicinbesøgene med nok tid imellem? Er der god nok tid mellem hvert måltid borgeren får? Osv. osv.
  • Kommer du hos de borgere, du plejer? Har du alle de besøg, der er hos dine borgere?

De små succeser og vejen videre

Vi har fået mange små succeser i projektet, som vi bygger videre på. Men vi er også bevidste om, at der stadig er et stykke vej til, at vi kan sige, at vores selvkoordinerende team fungerer optimalt.

Hvis vi skal lykkes, så …

  • Skal der være et kontinuerligt fokus på at skabe og sikre strukturer og rammer for faglig refleksion.
    ”Problemet er, at vores teammøder ofte bliver holdt i vores frokostpauser. Men det dur ikke, fordi vi har også brug for at holde pauser, hvor vi kan spise vores mad i fred og ro og har mulighed for at snakke med hinanden om alt muligt andet end arbejde”. (Oplevelser fra en SOSU-medarbejder)
  • Skal medarbejderne aktivt inddrages i planlægning og koordinering af de daglige kørelister, fordi det fremmer borgerperspektivet og øger arbejdsglæden hos medarbejderne.
  • Skal ledelsen sikre mulighed for et formaliseret samarbejde mellem planlægger og de enkelte teams således, at de sammen kan planlægge kørelisterne med de daglige justeringer og ændringer, som altid kommer.
  • Skal planlæggerne have et vist spillerum til, at de sammen med det enkelte team kan afprøve alternative og kreative muligheder for den enkelte borger.
  • Og meget, meget mere – MEN vigtigst er, at SOSU-medarbejderne nu føler sig set, hørt og inddraget.

Blandt andet med disse erkendelser arbejder vi videre med at styrke borgerperspektivet i Svendborg Kommune.

Opdateret 15 JUN 2022