Besøg fra gæstekokke vækker minder, appetit og livsglæde blandt beboere på Odenses plejecentre
I Odense Kommune får plejecenterbeboere besøg af gæstekokke, der laver mad fra bunden ude på plejecentrene en gang om ugen. Samtaler med gæstekokkene og duften af hjemmelavet mad vækker minder og skaber madglæde hos beboerne.
Duften af velsmagende hjemmelavet mad, der er lavet fra bunden, siver igennem til alle plejecenterbeboere i Odense Kommunes plejecentre, når gæstekokke en gang om ugen aflægger visit.
Besøget er blevet en fast sanselig oplevelse for beboerne. Beboerne skal kunne dufte, at der bliver lavet mad til dem, og de kan se, hvordan gæstekokkene skræller kartofler, snitter salat og steger frikadeller. Hensigten er, at gæstekokkene gennem samtale og inddragelse bringe gode minder og erindringer frem fra dengang, beboerne selv stod i køkkenet og lavede mad. Dette øger beboernes appetit og vækker deres livsglæde.
Plejecentrene får til hverdag leveret tilberedt mad fra kommunens madleverandør. Derfor er det en særlig festlig dag, når gæstekokkene kommer på besøg og laver mad fra bunden ude på plejecentrene. Plejepersonalet dækker ekstra pænt op, og gæstekokkene portionsanretter maden, så den er flot og appetitlig. Beboerne glæder sig til besøget, da der sker noget andet, end der plejer. Mange beboere følger med i madlavningen, stiller spørgsmål til gæstekokkene og kommer med madønsker til næste gang, gæstekokkene kommer.
Sådan foregår et besøg fra en gæstekok i Odense Kommune
1. Gæstekokmenuerne bliver sammensat ud fra beboernes ønsker og årstiden
Når gæstekokkene er på besøg, kan beboerne foreslå deres livretter. Derudover fortæller plejepersonalet også gæstekokkene, hvad beboerne efterspørger af retter. Gæstekokkene videregiver beboernes madønsker til deres leder, der sammensætter menuerne med udgangspunkt i ønskerne og med afsæt i den aktuelle årstid. Lederen laver en menu per besøgsrul, som de bruger på alle plejecentre. Menuen består altid af to retter; en hovedret og en forret eller en dessert.
2. Plejepersonalet bestiller menuen hos kommunens madleverandør
En medarbejder fra plejepersonalet på hver af plejecentrene bestiller gæstekokmenuen hos kommunens madleverandør, Byens Køkken, en uge i forvejen. Hvis nogle af beboerne er på en særlig kostform, tager madbestilleren højde for dette i bestillingen.
3. Byens Køkken pakker råvarekasser til alle plejecentrene
Byens Køkken modtager plejecentrenes madbestillinger og bestiller råvarer til menuen hjem. Derefter pakker køkkenpersonalet maden i råvarekasser, som de leverer til plejecentrene.
4. Gæstekokken laver maden ude på plejecentrene
Alt, hvad gæstekokken skal bruge til at lave dagens menu, står klar i plejecenterets køkken, når han eller hun ankommer. Gæstekokken kan derfor straks gå i gang med at skrælle, snitte og marinere. Plejecentrene har åbne køkkener, hvor beboerne kan komme og følge med i, hvad kokkene laver og snakke om madminder og madønsker. For eksempel kan gæstekokken snakke med beboerne om, hvad de fik af mad, da de var børn. Beboerne kan også deltage i madlavningen ved at hjælpe til med at skrælle og snitte grøntsager.
5. Plejepersonalet dækker fint op og serverer måltidet for beboerne
Plejepersonalet dækker særligt fint op, mens gæstekokkene gør en ekstra indsats for, at måltiderne bliver anrettet pænt og appetitligt i portionsanretninger. På den måde kan alle mærke, at det er noget særligt, når gæstekokkene er på besøg.
Konceptet har til formål at øge ældre borgers velfærd i Odense
Gæstekokke er et nyt koncept, der er lanceret i 2021 af Mad & Måltider i Odense Kommune. Baggrunden for at udvikle konceptet er en politisk beslutning om, at beboere skal have hjemmelavet mad tilberedt på byens plejecentre og boenheder flere gange om måneden.
Alle kommunale plejecentre i Odense Kommune får besøg af en gæstekok en gang om ugen. Gæstekokkene kommer på besøg på hverdage og laver dagens menu til enten middag eller aften. Til at varetage konceptet er der blevet ansat en leder og 16 gæstekokke, som er uddannet kokke, cater eller ernæringsassistenter. Alle gæstekokke har været igennem to ugers forløb med fokus på kompetenceløft inden for ernæring til ældre borgere. Der er blevet etableret et callcenter hos Byens Køkken, der står for det administrative arbejde i forhold til bestilling og levering af gæstekokmenuerne til kommunens plejecentre.
Ordningen bliver finansieret af Odense Kommunes ’velfærdsprocent’, der er en skatteforhøjelse, som har til formål at øge velfærden, herunder måltidssituationen for ældre borgere.
Se beskrivelse af Gæstekok-konceptet