Vejledning om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder

Formålet med vejledningen

Denne vejledning er udarbejdet efter anmodning fra Sundhedsministeriet på baggrund af Folketingets Beslutningsforslag B 10, der omhandler en samlet og forbedret indsats over for især ofre for voldtægt.

Formålet med den foreslåede organisation af indsatsen er, at der tilbydes akut omsorg, retslægelig undersøgelse (personundersøgelse), rådgivning og behandling til kvinder, der har været ofre for seksualiseret og anden vold. Ordningen skal tilgodese offerets behov for tryghed og omsorg i den akutte situation, og samtidig sikre, at der så tidligt som muligt kan gennemføres en adækvat personundersøgelse m.h.p. vurdering og dokumentation af voldsfølgerne, herunder sikring af de nødvendige prøver til retsmedicinske og andre undersøgelser. Beredskabet skal omfatte både kvinder, der har politianmeldt vold/voldtægt, og kvinder, der ikke, eller ikke umiddelbart, ønsker at foretage en politianmeldelse af overgrebet.

Årligt politianmeldes der 4-500 voldtægter og voldtægtsforsøg mod kvinder. Ikke alle voldtægter og -forsøg bliver anmeldt. Således er der enighed om, at der er et vist antal tilfælde af voldtægt og voldtægtsforsøg, som ikke er registrerede nogetsteds.

Den retslægelige indsats omfatter i dag alene anmeldte tilfælde, men det er kendt, at nogle volds- og voldtægtsramte kvinder umiddelbart har vanskeligt ved at beslutte sig for om de vil politianmelde overgrebet. Denne vejledning belyser også, hvad der fremover kan gøres for de kvinder, der ikke har politianmeldt tilfældet. Alle ofre der henvender sig i sundhedsvæsenet, bør udover omsorg og behandling kunne tilbydes at få foretaget en retslægelig personundersøgelse. Det er en erfaring, at en lægeundersøgelse, der bekræfter kvinden i, at der ikke ved overgrebet er sket varige fysiske skader, som ikke kan hele, har en væsentlig omsorgseffekt, hvis undersøgelsen udføres tilstrækkeligt kompetent.

Offeret er i den akutte situation psykisk rystet og har stort behov for en professionel, omsorgsfuld og hurtig behandling. I den politimæssige indsats tages der hensyn hertil, i den udstrækning dette kan ske uden skade for de retssikkerhedsmæssige hensyn. Personundersøgelser i forbindelse med voldssager og seksualforbrydelser bør være forbundet med en høj grad af uafhængighed i forhold til den behandlingsmæssige indsats. Med henblik på at sikre en sådan uafhængighed i forhold til den behandlingsmæssige indsats skal ansvaret for foretagelse af alle personundersøgelser i volds og sædelighedssager samt udarbejdelse af erklæringer herom hvile på de retsmedicinske institutter. I vejledningens bilag 2 opstilles en række uddannelseskrav, som bør være opfyldt for at en læge kan udføre en retslægelig undersøgelse (personundersøgelse) af kvinder, der har været udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg.

Det er et formål med vejledningen at belyse, hvordan en professionel og omsorgsfuld behandling af kvinden kan fremmes, og hvorledes der kan ske en hensigtsmæssig samordning med den politimæssige indsats, således at behandlingen kan ydes uden unødig forsinkelse.

Det er afgørende, at offerets første kontakter til myndighederne efter en voldtægt er præget af tillid, tryghed og medspil. Mange kvinder vil ikke i den akutte fase være i stand til at bede om eller modtage et tilbud om den psykiatrisk-psykologiske hjælp, som der kan være behov for. Derfor er det væsentligt at der, fra kvindens første kontakt med myndighederne, planlægges et sammenhængende forløb i sundhedsvæsenets regi, som også omfatter opfølgning, f.eks. én uge efter hændelsen. Denne indsats kan yderligere omfatte involvering af støtteforanstaltning i socialvæsenets regi, f.eks. psykologbistand o.a..

Beredskabet skal desuden tilgodese, at mulighederne for politiets arbejde ved en anmeldelse optimeres, idet de nødvendige retslægelige personundersøgelser gennemføres hurtigst muligt, og politiet får mulighed for at foretage de første afhøringer af offeret under forhold, der fremmer offerets mulighed for at samarbejde om belysning og opklaring af sagen.

 

Afgrænsning af målgruppen

Målgruppen for nærværende vejledning er kvinder udsat for voldtægt eller forsøg herpå og kvinder udsat for vold i forbindelse med andre seksualforbrydelser. Kvindelige voldsofre generelt (f.eks. ofre for værtshusslagsmål og gadevold) er ikke omfattet af målgruppen.

For andre lignende ofre, som ofre for tortur, incest og hustru-/samlivsvold gælder, at der ofte er tale om længerevarende forløb - ofte uden behov for akutte politimæssige eller medicinske undersøgelser. Da disse ofre således har andre behov for en sundhedsfaglig og/eller politimæssig indsats, betragtes de ikke som primære målgrupper for vejledningen. Under hensyntagen til omfanget af voldtægter og hertil relateret vold, afgrænses gennemgangen endvidere til alene at omfatte kvindelige ofre, selv om det ikke er ukendt, at der også findes mandlige ofre for vold/voldtægt. Det må antages at principperne i nærværende vejledning vil kunne finde anvendelse i tilrettelæggelsen af indsatsen også for disse grupper af ofre.

 

Opbygning af et beredskab i sundhedsvæsenet

Et væsentligt behov hos offeret for vold eller voldtægt er ro og tryghed, hvorfor det er vigtigt at undgå unødig transport og unødige nye personkontakter. Det bør derfor tilstræbes, at personundersøgelser og politiafhøringer så vidt muligt foregår samme sted som omsorgsfunktionerne. Der foreslås derfor opbygning af egentlige beredskaber i sundhedsvæsenets regi med henblik på koordinering af den fremtidige indsats. Beredskabets geografiske placering skal være lettilgængelig og være velkendt som stedet, hvor man som offer for vold eller voldtægt kan få hjælp, omsorg og evt. henvisning til yderligere hjælp.

Offerets tarv i den akutte situation vedrører dels omsorg, dels accept af individets ret til selv at beslutte, hvilke procedurer der skal vælges, og rækkefølgen heraf. En central rolle i beredskabet varetages af en medarbejder blandt sundhedspersonalet, der bl.a. har til opgave at orientere om det videre forløb, herunder om indgivelse af politianmeldelse, foretagelse af personundersøgelse og den efterfølgende behandlingsmæssige indsats. Dette fordrer en meget klar pædagogisk forståelse og argumentation, om bl.a. undersøgelses- og efterforskningsmæssige hensyn. På flere sygehuse er der allerede i dag en sådan viden og kompetence hos sygeplejepersonalet på skadestuerne eller i den akutte modtagelse. Og det er et krav til den fremtidige indsats for volds og voldtægtsramte kvinder, at det sikres at en sådan kompetence forefindes i det amtskommunale/H:S' sundhedsvæsens beredskab.

Etablering af sådanne beredskaber antages at medføre en øget kompetence hos det involverede sundhedspersonale til fordel for den volds- eller voldtægtsramte kvinde, hvilket bl.a. kan være med til at begrænse senfølgerne for kvinden. Det er således kendt, at mange ofre for seksualiseret vold er i stor risiko for at udvikle såvel personligt som socialt belastende symptomer og tilstande. Disse kvinder har derfor ofte et stort forbrug af sundhedsvæsenets ydelser, og således vil en større involvering af sundhedspersonalet i den akutte fase formentlig kunne bidrage til en mere målrettet og koordineret indsats for denne gruppe af kvinder.

 

Retslægelig personundersøgelse og dokumentation

Det følger af notat af 18. maj 1998 om embedslægernes retsmedicinske ydelser, der er udarbejdet i samarbejde mellem Justitsministeriet, Forskningsministeriet og Sundhedsministeriet, at de retsmedicinske institutter fremover bør have ansvaret for udførelse af personundersøgelser i forbindelse med voldssager og seksualforbrydelser.

Efter notatet overlades det som udgangspunkt til de retsmedicinske institutter at vurdere, om personundersøgelserne mest hensigtsmæssigt foretages af institutternes faste læger, eller om der er behov for at etablere andre ordninger, der i givet fald administreres af de retsmedicinske institutter.

Princippet om, at ansvaret for foretagelse af personundersøgelser bør overlades til de retsmedicinske institutter videreføres i denne vejledning, således at personundersøgelser, der foretages i relation til voldtægtscentrene mv., foretages af enten de læger, der er fast ansat på de retsmedicinske institutter eller af læger, der på anden måde tilknyttes institutterne, og som opfylder uddannelseskravene i bilag 2. Erklæringer vedrørende personundersøgelser afgives af de retsmedicinske institutter.

Indsatsen bør konkret tilrettelægges på følgende måde:

1. Sker offerets første henvendelse til politiet, foretager politiet den første indledende afhøring med henblik på at iværksætte efterforskning, og kontakter sundhedsvæsenets beredskab (evt. via det lokale retsmedicinske institut) med henblik på, at der på beredskabets lokalitet forberedes foretagelse af en personundersøgelse. Herefter står politiet for transport af den volds- eller voldtægtsramte kvinde til beredskabet, hvor der i øvrigt ydes støtte og psykisk omsorg.
2. Sker offerets første henvendelse til sundhedsvæsenets beredskab, vil der i tilfælde af, at kvinden ønsker at anmelde, straks ske henvendelse til politiet, som kommer til beredskabet, for at foretage den første indledende afhøring af kvinden. I forbindelse hermed foretages en personundersøgelse af offeret, i overensstemmelse med lokal aftale med nærmeste retsmedicinske institut.
3. Henvender offeret sig til beredskabet med henblik på hjælp efter at have været udsat for seksualiseret vold eller voldtægt/voldtægtsforsøg, men uden ønske om politianmeldelse, tilbydes - udover støtte og omsorg - ligeledes en retslægelig personundersøgelse.

Det skal pointeres, at personundersøgelsens omfang og sporsikringen bør være uafhængig af, om der allerede er eller bliver foretaget politianmeldelse. Det bør sikres, at undersøgelsens resultater kan videregives i en erklæring til retsmyndighederne, hvis/når der foretages en politianmeldelse.

 

Omsorgstilbud

Udsættelse for voldtægt eller voldtægtsforsøg kan have langtrækkende konsekvenser for offeret. Der kan være tale om senere stressreaktioner, forskellige fobier, seksuelle problemer, brud med partner/ægtefælle, problemer i forhold til arbejdsmarkedet og i visse tilfælde endog selvmord. Det er bl.a. derfor afgørende med en tidlig målrettet og forebyggende indsats, og der bør undertiden henvises til hjælpeforanstaltninger som anden medicinsk (f.eks. psykiatrisk eller sexologisk) eller psykologisk rådgivning/behandling, social bistand (f.eks. vedr. evt. sygemelding, behov for ændret boligsituation, kontakt til selvhjælpsgrupper m.v.), eller juridisk bistand (f.eks. vedr. retsstilling, evt. sagsanlæg, erstatning m.v.). Det vil sjældent være muligt at få overblik over disse behov i den akutte fase, og derfor er tilbuddet om opfølgende kontakt til sundhedsvæsenets beredskab ca. en uge efter den akutte henvendelse, af stor betydning.

Nedenstående figur viser en oversigt over det forløb, et offer for seksuel vold gennemgår efter henvendelse til enten politi eller sundhedsvæsen. Den skitserede rækkefølge er udtryk for, at omsorgen for offeret prioriteres så højt som overhovedet muligt, uden dog at skabe forhindringer for den politimæssige efterforskningsindsats, herunder den retslægelige dokumentation.

 

Elementerne i indsatsen for en kvinde, der har været udsat for voldtægt/seksualiseret vold

 

I figuren dækker akutberedskabet alle tre kolonner (politimæssig, sundhedsmæssig og social/privat indsats) i forventning om, at uanset om den første kontakt sker til politiet eller til f.eks. et i forvejen eksisterende krisecenter, vil disse instanser anvende det omtalte "énstrengede" beredskab.

 

Organisering af den fremtidige indsats

Ansvaret for, at der etableres et fungerende beredskab er placeret i det amtskommunale/H:S sundhedsvæsen. Der lægges op til en smidig opgavevaretagelse, hvor der etableres et samarbejde mellem det amtskommunale/H:S sundhedsvæsen, politi, socialvæsen og det nærmeste retsmedicinske institut. Dette samarbejde skal tilrettelægges efter lokale forudsætninger, og ikke nødvendigvis ens fra amt til amt. Almindeligvis vil den fysiske etablering af beredskabet mest hensigtsmæssigt kunne foregå på et amtsligt hovedsygehus. Procedurerne for modtagelse, undersøgelse og behandling bør dog være ensartede i landet, uanset hvilke strukturelle rammer procedurerne foregår i.

 

Følgende indholdsmæssige krav bør være opfyldt:

Kurser i undersøgelsesteknik og erklæringsudstedelse afholdes af de retsmedicinske institutter (jf. bilag 2). Dette kursus vil kunne tilbydes speciallæger i gynækologi og obstetrik og i almen medicin som et led i videre/efteruddannelse, og i øvrigt tilbydes interesserede læger.

 

Vidensopsamling og kvalitetsudvikling

Det er i tråd med vejledningens intentioner, at der på landsplan etableres et videnscenter for ofre for voldtægt og seksualiseret vold. Et videnscenter vil skulle tilknyttes et lokalt beredskab, og vil tillige i et samarbejde med landets retsmedicinske institutter og politimyndighederne kunne forestå udarbejdelse af standardprotokoller og procedurer for modtagelse, undersøgelse og behandling af ofre for vold eller voldtægt, herunder udvikling af kits til sikring af sæd og andre spor. Endelig ville et videnscenter kunne varetage kvalitetsudvikling af den landsdækkende ordning.

 

---

 

BILAG 1

Baggrund for vejledningens udarbejdelse

Nedsættelse af arbejdsgruppe på baggrund af folketingsbeslutning

På baggrund af Folketingets Beslutningsforslag B10, 1.behandlet d. 20. april 1998, bad Sundhedsministeriet Sundhedsstyrelsen nedsætte en arbejdsgruppe med det kommissorium, at der på baggrund af en beskrivelse og vurdering af den nuværende politimæssige og sundhedsmæssige indsats i relation til volds- og voldtægtsramte kvinder udarbejdes en vejledning om den fremtidige organisation af indsatsen på dette område.

Desuden fremhævedes det, at der skal udformes procedurer vedr. politianmeldelser af voldtægt og anden vold og sundhedsvæsenets modtagelse, undersøgelse og behandling af disse kvinder, hvorved der fordres en prioriteret gennemgang af og rækkefølge for procedurer for indsatsområderne - d.v.s. retningslinjer for modtagelse, undersøgelse, behandling og omsorg og opfølgende behandling af volds- og voldtægtsofre.

 

Arbejdsgruppens sammensætning

 

Udpeget af:
Justitsministeriet:	Politimester Flemming Dithmer
Advokatrådet og Landsforeningen af beskikkede advokater:	Advokat Manfred W. Petersen
De retsmedicinske institutter	Statsobducent Jørgen L. Thomsen
Amtsrådsforeningen:	Fuldmægtig Miriam Wilmont
Hovedstadens Sydehusfællesskab:	Sundhedsfaglig konsulent Anna Guttesen
Sundhedsministeriet:	Fuldmægtig Lars Grønberg
Sundhedsstyrelsen:	Embedslæge Kirsten Kronborg Speciallæge Karin Helweg-Larsen Professor dr.med. Jørgen Falck Larsen Praktiserende læge Gert Almind
Sundhedsstyrelsen:	Kontorchef, overlæge Hans Peder Graversen (formand) Afdelingslæge Jørgen Steen Andersen (sekretær) Fuldmægtig Bjørn Ursin Knudsen (sekretær

 

 

Arbejdsgruppen afholdt tre møder, og arbejdsgruppens enkelte medlemmer har i øvrigt fremsendt skriftligt materiale til Sundhedsstyrelsen. Det var imidlertid ikke muligt at opnå arbejdsgruppens enige tilslutning til en vejledning om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder.

Sundhedsstyrelsen afgav den 23. oktober 1998 en vejledning til Sundhedsministeriet. Denne vejledning har siden været drøftet mellem Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Justitsministeriet. Nærværende vejledning er et resultat af disse drøftelser. Det skal præciseres, at vejledningen i sin endelige form ikke har været forelagt den oprindelige arbejdsgruppe.

 

Tidligere udvalgsarbejde på området

Justitsministeriet udsendte i 1987 betænkning nr. 1102 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager. Betænkningen var afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet i 1983. Udvalget foreslog bl.a. med forbillede i en dengang eksisterende ordning i Oslo, at der også i Danmark etableredes en særlig modtagelse og behandling af disse ofre, navnlig således at rutinerne ved undersøgelse og afhøring af offeret tilpasses hendes særlige situation, samt at der generelt gives tilbud om psykologbehandling.

I perioden 1985-89 var der på Rigshospitalet i København, først på forsøgsbasis og siden som permanent ordning, etableret en særlig modtagelse af volds- og voldsramte kvinder. Modtagelsen var baseret på et samarbejde mellem Retsmedicinsk institut og psykiatrisk afdeling. I slutningen af 1989 blev ordningen afskaffet og undersøgelserne tilbageført til Retsmedicinsk Instituts lokaliteter. Der er således ikke i dag i Danmark særlige funktioner i sundhedsvæsenet, der kan leve op til forslaget i betænkning 1102 fra 1987.

Udviklingen i Danmark er på dette område anderledes end udviklingen i vores nabolande. Således er der nu både i Norge, Sverige og Island oprettet funktioner eller centre, der tilbyder ofre for voldtægt og anden seksualiseret vold omsorg og behandling med henblik på at begrænse senfølger til overgrebet, samtidig med at det sikres at der hurtigt kan gennemføres en kompetent lægelig vurdering af overgrebet til brug for en eventuel senere retslig behandling.

 

Problemets omfang og perspektiv

Årligt politianmeldes der 4-500 voldtægter og voldtægtsforsøg mod kvinder. I 1960'erne var der i Danmark ca. 200 anmeldelser årligt, stigende til ca. 550 årligt i midten af 1980'erne, og faldende til ca. 400 i midten af 1990'erne.

 

Karakteristika ved anmeldte voldtægter og forsøg på voldtægt i henholdsvis Københavns Politikreds og den øvrige del af Danmark 1990-1992.
	Københavns Politikreds	Øvrige Danmark	Hele landet
% der fandt sted om sommeren (maj-september)	42	51	49
% der fandt sted i Weekenden (lørdag-søndag)	43	41	41
% der fandt sted om natten (0.00-5.59)	43	43	43
% der skete i privat beboelse	37	42	41
% der varede mindre end 16 minutter	55	55	55
% hvor gerningsperson anv. flere fremgangsmåder	59	49	50
% hvor gerningsperson har begået yderl. krim. i.f.m. voldt.	18	19	19
% hvor der har været flere gerningspersoner	8	7	7
% der blev anmeldt inden for første 24 timer	85	77	78
% hvor offer tidligere har anmeldt voldtægt	3	3	3
% hvor offer var iført sweater og/eller overtøj	59	46	47
% hvor offer var under 23 år	43	47	47
% hvor offer var hjemmeboende eller gift/samboende	52	57	56
% hvor offer var arbejdsløs/bistandsmodtager/ pensioneret	38	32	32
% hvor offer var prostitueret	8	1	2
% hvor offer var af dansk nationalitet	87	93	92
% hvor offer var påvirket af alkohol, narkotika el.lign.	60	48	50
% hvor der foreligger lægeerklæring	69	57	59
% hvor der er konstateret fysisk skade på offeret	57	44	45
% hvor der er konstateret psykisk skade på offeret	31	21	22
% hvor mindst én person er blevet sigtet i sagen	57	62	61
% hvor sigtede tidl. er straffet for strfl.-krim.	65	74	73
% hvor sigtede er under 23 år	15	28	26
% hvor sigtede var arbejdsløs/ bistandsmodtager/pensioneret	62	50	51
% hvor sigtede er af dansk nationalitet	61	79	76
% hvor sigtede var påvirket af alkohol, narkotika el.lign.	67	66	66
% anmeldte tilfælde, som er endt med domfældelse	27	21	21
% af opklarede tilfælde, som er endt med domfældelse	47	35	35
Antal anmeldte voldtægter	157	1.006	1.163

 

I tabellen er angivet karakteristika ved anmeldte voldtægter og forsøg på voldtægt i henholdsvis Københavns politikreds og den øvrige del af Danmark i en tre-års periode 1990-92.
Fra: "Voldtægters omfang og karakter i Danmark", Information fra Rigspolitichefen 1998

 

Ikke alle voldtægter og -forsøg bliver anmeldt. Således er der enighed om, at der er et vist mørketal; tilfælde af voldtægt og voldtægtsforsøg, som ikke er registrerede nogetsteds. Det eksakte antal af voldtægter og seksualiseret vold kendes derfor ikke. Med udgangspunkt i de københavnske data om voldtægt og -anmeldelser tyder meget på, at mørketallet er større for voldtægtsforsøg, end det er for fuldbyrdede voldtægter. En væsentlig del af den omtalte stigning (1960 - 1980) i antal anmeldelser for voldtægt skyldes med stor sandsynlighed (jf. Fl. Balvig i: "Voldtægters omfang og karakter i Danmark", Information fra Rigspolitichefen 1998) en stigning i antallet af anmeldelser, mere end en stigning i antal egentlige voldtægter. Efterfølgende er også antallet af voldtægtsanmeldelser faldet.

 

Hidtidig praksis ved tilfælde af voldtægt og seksualiseret vold

I tilfælde hvor der sker anmeldelse, foretager politiet umiddelbart efter anmeldelsen en kort, foreløbig afhøring af offeret for, af retssikkerhedsmæssige grunde, at kunne iværksætte en gerningsstedsundersøgelse, samt for hurtigst muligt at kunne pågribe, afhøre og evt. undersøge den formodede gerningsmand. Politiets afhøring af offeret kan efter behov foregå andre steder end hos politiet. Gerningsstedsundersøgelsen kan for det meste foregå uden at offeret behøver at være tilstede.

For at kvinden hurtigst muligt kan gennemgå de undersøgelser, der måtte være nødvendige af efterforskningsmæssige hensyn, rekvirerer politiet - sideløbende med at der indledes gerningsstedsundersøgelse m.v. - retslægelig personundersøgelse med erklæringsafgivelse, og først herefter foretager politiet den egentlige afhøring af offeret.

Efter §18 i bekendtgørelse om embedslægeinstitutionernes virksomhed udfører embedslægerne personundersøgelser i forbindelse med voldssager og sager om seksualforbrydelser – dog bortset fra i København og i Århus, hvor der foreligger aftaler om, at disse undersøgelser foretages på de Retsmedicinske institutter. I praksis har politiet imidlertid i betydeligt omfang foranlediget disse undersøgelser foretaget af andre end embedslægerne. Således har i et vist omfang de Retsmedicinske institutter, og i et mindre omfang det amtskommunale/H:S sygehusvæsen, været involveret.

Fra sundhedsvæsenets side er der ikke i dag særlige tilbud til disse kvinder, men alene tilbud om de almindelige sundhedsydelser, som f.eks. skadestuebehandling i forbindelse med et akut behov for traumebehandling. Personalet på krisecentre, og andre hjælpeinstitutioner for kvinder med et akut behov for hjælp, er sædvanligvis ikke i dag uddannet til at varetage den akutte omsorg for kvinder der har været udsat for vold eller voldtægt. Der eksisterer i dag tilbud til voldsofre om psykologsamtale/-behandling. Det skal dog bemærkes, at disse tilbud ikke er gratis for ofrene, idet egenbetaling er en del af ordningen.

 

Baggrund/litteratur

BILAG 2

Uddannelseskrav, som bør være opfyldt, for at en læge kan udføre en retslægelig undersøgelse (personundersøgelse) af kvinder, der har været udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg.

Formål med uddannelsen

Efter gennemført uddannelse skal lægen være i stand til:

• at medvirke til at modtage volds- og voldtægtsramte kvinder på en hensynsfuld og betryggende måde, som kan bidrage til at offeret føler sig beroliget og i fagligt kompetente hænder,
• at foretage en omhyggelig lægefaglig undersøgelse, som beskriver og belyser de somatiske og - i det omfang det er muligt - akutte psykiske voldsskader,
• at indsamle. mærke og opbevare prøver af retslig betydning for sagens opklaring,
• at informere og vejlede offeret om hendes og gerningsmandens rettigheder og pligter,
• at informere om muligheder for social og psykisk støtte,
• at udarbejde den nødvendige journal og - evt. i samarbejde med det stedlige retsmedicinske institut - erklæringer til retslig brug.

 

Uddannelsens indhold

Lægen skal have gennemgået et uddannelsesforløb som ansat eller praktikant under supervision ved et retsmedicinsk institut.

Lægen skal trænes i udarbejdelsen af erklæringer i personundersøgelsessager, så disse erklæringer er anvendelige for en senere retslig behandling.

Lægen skal gennemgå kursus i lægers etiske forpligtelser over for både ofre og sigtede, og vedrørende retsplejeloven. Endvidere bør lægen have gennemgået kursus i kvalitetssikring, undersøgelsesteknikker, indsamling og opbevaring af prøver, psykiske og fysiske følger af vold, den lægelige behandling af ofre i undersøgelsesfasen med henblik på forebyggelse af alvorlige følgetilstande, samt ofres og sigtedes pligter og rettigheder.

Uddannelsens nærmere indhold, herunder evt. adgangskrav, fastlægges af Sundhedsstyrelsen.

 

Ansvar for uddannelsen

De Retsmedicinske institutter har det overordnede ansvar for, at der på de amtslige/HS beredskaber for volds- og voldtægtsramte kvinder kan gennemføres en retslægelig personundersøgelse indenfor en rimelig tid.

Heraf følger, at de retsmedicinske institutter

1. tager skridt til at uddanne institutansatte læger, med henblik på at disse kan møde frem i beredskaberne, hvor de volds- og voldtægtsramte kvinder fremover vil blive modtaget,
2. tager initiativ til afholdelse af kurser, og til etablering af praktikantordninger og efterfølgende løbende supervision, således at amtskommunalt ansatte læger ansat i tilknytning til sundhedsvæsenets beredskab kan kvalificeres til at gennemføre personundersøgelser i tilfælde, hvor der ikke foreligger anmeldelse eller hvor det af andre grunde (afstand, andre opgaver) ikke vil være hensigtsmæssigt at en institutansat læge møder frem.

 

 

BILAG 3
Økonomiske overvejelser vedrørende vejledningens implementering

Implementering af denne vejlednings anbefalinger vil i et vist omfang ændre den økonomiske byrdefordeling mellem de involverede ministerier samt amterne og HS. I dag rekvireres og betales retslægelige personundersøgelser af politiet (justitsministeriet). Ydelsen leveres dels af landets embedslæger (uhonoreret), dels af de retsmedicinske institutter i København og Århus (indtægtsdækket virksomhed – ca. 3500 kr. pr. undersøgelse). De retsmedicinske institutter sorterer under Forskningsministeriet. I forbindelse med den foreslåede omlægning af de retslægelige personundersøgelser fra embedslægerne til de retsmedicinske institutter foregår for tiden forhandling om eventuel økonomisk kompensation fra Sundhedsministeriet (embedslægerne) til Justitsministeriet. Forhandlingerne er ikke afsluttede.

Der er ikke med vejledningen lagt op til ændringer i honoreringen af de retsmedicinske institutter i de tilfælde, hvor en ydelse begæres af politiet og udføres af en institutansat læge. I de tilfælde hvor personundersøgelsen udføres af en amtskommunalt ansat læge, uden at der foreligger politianmeldelse, bør honorering for ydelsen aftales mellem parterne.

Der har tidligere været afholdt et kursus i personundersøgelser af Dansk Selskab for Retsmedicin – jf. i øvrigt bilag 2. Deltagelse i sådanne kurser kunne bidrage til at kvalificere læger i det amtskommunale/H:S sundhedsvæsen, og udgifter i forbindelse med de amtskommunalt ansatte lægers deltagelse heri burde i henhold til ovenstående påhvile det amtskommunale/H:S sundhedsvæsen.

Udover disse direkte udgifter til den retslægelige personundersøgelse, vil implementering af vejledningen stille krav om oprettelse af beredskaber i landets amter/HS. Det vil være nærliggende at sammenkæde et beredskab for volds- og voldtægtsramte kvinder med de allerede eksisterende akutberedskaber på sygehusene, idet vejledningen åbner mulighed for lokalt tilpassede løsninger, blot der leves op til de beskrevne krav til modtagelse, undersøgelse og behandling. Det er i øvrigt i tråd med vejledningens intentioner at der oprettes et videnscenter.

Hvorvidt udgifter hertil i et vist omfang modsvares af besparelser andre steder, har arbejdsgruppen ikke haft mulighed for at vurdere. Det er dog kendt, at mange kvinder med såvel personligt som socialt belastende symptomer og tilstande, ofte har været udsat for seksualiseret vold. Disse kvinder har ofte et stort forbrug af sundhedsvæsenets ydelser. Alt andet lige må en forbedret indsats for denne gruppe af kvinder antages at medføre et mindre behov for sådanne afledte ydelser.

 

 

Følgebrev

Vejledning om den fremtidige organisation af Sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder

Hermed udsender Sundhedsstyrelsen en vejledning om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder. Vejledningen er blevet til på baggrund af drøftelser mellem Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

I forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende vejledning er der således på Justitsministeriets anmodning foretaget en præcisering af, at ansvaret for administrationen af de retslægelige personundersøgelser fremover forudsættes at henhøre under de retsmedicinske institutter, og at der er behov for uafhængighed mellem denne undersøgelse og den omsorg og behandling, der i øvrigt ydes af sundhedsvæsenet. Dette hensyn er tilgodeset, samtidig med at den fremtidige organisering sikrer en bedre og mere integreret omsorg for volds- og voldtægtsramte kvinder, og en forankring af ansvaret for denne omsorgsindsats i det amtskommunale sundhedsvæsen.

Sundhedsstyrelsen vil i øvrigt pege på, at der i vejledningen lægges op til omsorgsberedskaber, almindeligvis placeret ét sted på et amtsligt hovedsygehus, og til en smidig opgavevaretagelse ved lokal tilrettelæggelse af hensigtsmæssige og enstrengede forløb.

 

Einar Krag

Hans Peder Graversen

cc.: landets embedslægeinstitutioner