Engelsk

Habilitet

Alle som arbejder for eller rådgiver Sundhedsstyrelsen, skal udfylde en habilitetserklæring. Det gælder både for styrelsens egne ansatte og for eksterne personer. Det kan fx være, hvis du sidder med i en arbejdsgruppe eller bistår styrelsen som konsulent.

Formålet med habilitetserklæringerne er at sikre, at ingen kommer til at deltage i konkrete afgørelser eller andet arbejde, hvor personlige eller økonomiske interesser kan påvirke udfaldet og dermed så tvivl om Sundhedsstyrelsens troværdighed og integritet.

Erklæringerne skaber tillid til, at Sundhedsstyrelsen træffer afgørelser på et sagligt grundlag og forvalter sundhedsområdet professionelt. Det beskytter samtidig medarbejdere og rådgivere, ved at forhindre, at man kommer til at arbejde med sager, hvor der kan være en interessekonflikt, man måske ikke selv var opmærksom på.

Åbenhed

Sundhedsstyrelsens strategi fra 2016 slår blandt andet fast, at Sundhedsstyrelsen skal være samarbejdende og skabe kloge løsninger sammen med andre og på tværs af sektorer, fagligheder og interesser.

Dette kræver en klar og anvendelig habilitetspolitik, som sikrer, at medarbejdere såvel som eksterne samarbejdspartnere ikke blot er habile, men også fremstår habile, hvilket bidrager til at skabe gennemsigtighed og dermed tillid til Sundhedsstyrelsens arbejde. Derfor offentliggøres habilitetspolitikken også på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Alle habilitetserklæringer fra direktion og chefer offentligøres på hjemmesiden, ligesom erklæringerne fra dem som rådgiver os.

Se habilitetserklæringer

Udfyld habilitetserklæring

Opdateret 26 MAR 2019