xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forskningsprojekt skal give mere viden om bivirkninger ved elektrochok­behandling

Et nyt forskningsprojekt skal give mere viden om risikoen for bivirkninger, når patienter bliver behandlet med elektrochok (ECT). Resultaterne skal bruges til at rådgive patienterne bedre inden behandling.

15 FEB 2019

Elektrochok er en veldokumenteret og effektiv behandling med relativt få bivirkninger. Den kan være til stor hjælp for bl.a. patienter, der har en svær depression. Her kan behandlingen være livreddende, fordi den har en hurtig effekt og gør patienterne mindre forpinte. 

Undersøgelser har vist, at patienterne ønsker mere viden om effekten og de mulige bivirkninger af behandlingen, før de får den.  En nyt forskningsprojekt skal derfor se nærmere på omfanget, varigheden og karakteren af de kognitive bivirkninger, som blandt andet kan påvirke hukommelsen.

”Det er vigtigt, at patienterne føler sig trygge ved behandlingen og får den viden, de har brug for. Vi kan se, at patienterne gerne vil have mere viden om effekt og bivirkninger, og det skal forskningsprojektet hjælpe med,” siger Amra Reko, læge i Center for Planlægning i Sundhedsstyrelsen.  

Puljeopslaget administreres af Sundhedsstyrelsen og koordineres med Innovationsfonden, som bidrager med at foretage den faglige vurdering af ansøgningerne. I satspuljeaftalen på sundhedsområdet er der sat 5,6 mio. kr. af til forskningsprojektet.

Læs mere om puljen her