Materiale til fagfolk om kræftpakkeforløb
Pakkeforløb for kræft indeholder en række dokumenter, som tilsammen beskriver alt fra af indgangen til den konkrete kræftpakke samt udrednings- behandling- og opfølgningsforløbet – inklusive standardforløbstider.
I de kræftpakker, som er revideret i forbindelse med Kræftplan IV, er opfølgningsprogrammerne indarbejdet i kræftpakkeforløbene, mens forløbsbeskrivelserne i de kræftpakker, som ikke er revideret i forbindelse med Kræftplan IV, er fordelt i de to publikationer: Pakkeforløb og Opfølgningsprogram.
Det sundhedsfaglige indhold i pakkeforløbene og opfølgningsprogrammerne, herunder de kliniske beskrivelser, er i vid udstrækning baseret på de Danske Multidisciplinære Cancer Gruppers retningslinjer (kliniske retningslinjer på kræftområdet, som understøtter evidensbaseret klinisk beslutningstagning og bidrager til høj og ensartet kvalitet i kræftbehandlingen på tværs af landet). De enkelte patientforløb skal dog altid tage udgangspunkt i det enkelte menneskes sygdomsstadie og præferencer, og inddragelse, herunder fælles beslutningstagning, bør være et centralt element.
I kræftpakkebeskrivelserne og opfølgningsprogrammerne lægges der vægt på, at der i forløbet i samarbejde med patienten løbende foretages behovsvurdering, hvor der ved behov henvises til en afklarende samtale i kommunen eller igangsættes øvrige relevante rehabiliterings-, palliations- og/eller genoptræningsindsatser. De beskriver også rammerne for, hvordan der skal tages stilling til håndtering af senfølger og opsporing af tilbagefald.