xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Besøg Sundhedsstyrelsens virtuelle stand i Lægedage-ugen 2020

Sundhedsstyrelsen vil gerne møde almen praksis, som vi plejer at gøre det hvert år på Lægedage. Mange plejer at lægge vejen forbi vores stand på Lægedage, og vi sætter stor pris på de gode samtaler, som vi har med både læger og klinikpersonale. Men på grund af COVID-19 har det været nødvendigt at aflyse Lægedage 2020. Derfor kan vi i år desværre ikke mødes ansigt til ansigt. I stedet har PLO og DSAM omlagt Lægedage 2020 til blandt andet virtuelle kurser og oplæg i uge 48, og arrangementet bliver i år derfor til Lægedage-ugen 2020.

For alligevel at kunne mødes har Sundhedsstyrelsen oprettet en virtuel stand, som vi håber vil blive velbesøgt. Her vil der i løbet af Lægedage-ugen 2020 blive lagt korte film ud, ligesom vi byder velkommen til en virtuel samtalestand. Sundhedsstyrelsen er også medarrangør af et webinar om psykofarmaka i almen praksis. Se Faktaboks for information om tilmelding, udgivelser, baggrundsinformation mv.

Sundhedsstyrelsens virtuelle samtalestand

Her kan du møde nogle af de sundhedsfaglige medarbejdere fra Sundhedsstyrelsen og få mulighed for at drøfte aktuelle temaer og ønsker fra almen praksis. Udgangspunktet for dialogen vil være udbredelse af rationel farmakoterapi, men det vil også være muligt at komme ind på andre områder, som Sundhedsstyrelsen dækker. Vi opfordrer dog til, at omdrejningspunktet bliver spørgsmål i forbindelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger til almen praksis. Initiativet er tænkt som en mulighed for at få svar på spørgsmål eller at diskutere problemstillinger og behov i almen praksis med Sundhedsstyrelsen på samme måde, som det normalt er muligt at gøre på Lægedage.

Sundhedsstyrelsens evidensbaserede anbefalinger

Sundhedsstyrelsen leverer rådgivning og information om lægemidler målrettet læger i almen praksis baseret på den bedst tilgængelige evidens med en transparent og dokumenteret tilgang. Vi prioriterer at udarbejde anbefalinger på områder, hvor der er mulighed for at skabe størst mulig folkesundhed og mere lighed, hvor der er størst forbedringspotentiale, og/eller hvor der er nationalt fokus. I løbet af Lægedage-ugen 2020 bliver der udgivet en kort film om Sundhedsstyrelsens arbejde med evidensbaserede anbefalinger.

Sundhedsstyrelsens vejledninger

Sundhedsstyrelsen udarbejder vejledninger på lægemiddelområdet med relevans for almen praksis. Vejledningerne præciserer konkret sundhedslovgivning (ofte Autorisationslovens §17 om autoriserede sundhedspersoners forpligtelse til at udvise »omhu og samvittighedsfuldhed«) og beskriver praktisk implementering af gældende regler. Sundhedsstyrelsens vejledninger er overordnede og hverken udrednings- eller behandlingsvejledninger. I løbet af Lægedage-ugen 2020 bliver der udgivet en kort film om baggrunden og rammerne for Sundhedsstyrelsens vejledninger.

Webinar om psykofarmaka i almen praksis

Psykiatri og psykofarmaka fylder i almen praksis. Der er ofte spørgsmål til brugen af lægemidlerne, deres effekt i forhold til bivirkninger, og hvilke læger der kan igangsætte og følge op på behandlingen. Der vil blive sat fokus på rationel anvendelse af psykofarmaka i almen praksis med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger og den virkelighed, som mange læger i almen praksis oplever. Undervisningen vil være dialogbåret med en speciallæge i almen medicin som kursusleder. Derudover underviser en psykiater med kendskab til almen praksis i samarbejde med en overlæge i klinisk farmakologi fra IRF i Sundhedsstyrelsen.

Faktaboks - Sundhedsstyrelsens virtuelle samtalestand

Arrangementet finder sted torsdag den 26. november 2020 kl. 16-17. Tilmelding skal ske ved at sende en mail til irf@sst.dk. Tilmeldingsfrist er onsdag den 25. november 2020. Efter tilmelding vil du modtage mere information på mail. De første 50 tilmeldte modtager også merchandise fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsens evidens-baserede anbefalinger
Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer – udvalgte anbefalinger til brug i almen praksis på www.sst.dk/da/opgaver/patientforloeb-og-kvalitet/nationale-kliniske-retningslinjer-nkr

Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsens nationale rekommandationsliste, der bruges i udarbejdelsen af regionernes Basislister på www.sst.dk/da/Viden/Laegemidler/Anbefalinger/Den-Nationale-Rekommandationsliste-_NRL_

Sundhedsstyrelsens vejledninger
Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsens arbejde med vejledninger på lægemiddelområdet med relevans for almen praksis i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 1, 2020. Alle Sundhedsstyrelsens vejledninger findes på www.retsinformation.dk

Webinar om psykofarmaka i almen praksis
Arrangementet finder sted fredag den 27. november 2020 kl. 13-17. For at deltage i webinaret skal du have tilmeldt dig via PLO. Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsens materiale om psykofarmaka på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om arrangementer og find baggrundsmateriale på 
www.sst.dk/laegedage2020

Opdateret 23 NOV 2020