xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Den nærværende samtale styrker omsorgen for de ældre i Aalborg Kommune

En samtale er ikke bare en samtale, når det kommer til ældreplejen i Aalborg Kommune. Derfor har Aalborg Kommune sat fokus på at udvikle metoder og værktøjer, som kan sikre professionelle, omsorgsfulde og nærværende samtaler mellem beboere, pårørende og medarbejdere.

Af Tobias Bøgeskov Eriksen, projektleder og Ida Valentin, projektmedarbejder, Aalborg Kommune.

Den nærværende samtale

Omsorg og nærvær er grundlæggende værdier i Senior- og Omsorgsforvaltningen i Aalborg Kommune. For at sikre værdierne har Aalborg Kommune i de seneste par år afdækket, hvordan værdierne udleves i praksis på kommunes plejehjem. Afdækningen har blandt andet peget på, hvor betydningsfulde dagligdagens samtaler mellem medarbejdere og beboere på plejehjemmene er. Derfor har vi i Aalborg Kommune ønsket at udvikle på området, således vi hele tiden bliver bedre til at indgå i omsorgsfulde og professionelle samtaler.

I foråret 2022 indgik fire plejehjem et samarbejde med konsulenthuset Mannaz A/S om at udvikle værktøjer, som kan anvendes i den omsorgsfulde og professionelle samtale. Formålet med dette projekt er, at medarbejderne i højere grad føler sig godt klædt på til at lykkes med gode samtaler i hverdagen.

Værktøjer til gode samtaler

Det er naturligvis ikke nyt for de ansatte i Aalborg Kommune at have professionelle og omsorgsfulde samtaler med beboere. Dog oplever medarbejdere, at det kan være vanskeligt at indgå i nærværende relationer, når man er overladt til egne sociale færdigheder. Det kan eksempelvis være vanskeligt at starte en nærværende samtale og tage hul på alvorlige emner, såsom ensomhed, afsked og død, samt at afslutte sådanne samtaler. Desuden kan det være vanskeligt at være nærværende på professionel vis og undgå at samtalen og relationen til borgeren bliver privat fremfor omsorgsfuld.

Af denne årsag er det gavnligt for medarbejderne at kunne anvende værktøjer til at indgå i den omsorgsfulde og professionelle samtale, således ’den gode samtale’ ikke kun beror på den enkelte medarbejders personlige kompetencer og egenskaber.

Gennem projektet er der i alt blevet udviklet 10 værktøjer, som kan avendes til den gode samtale. Heraf anbefales at starte med de seks følgende:

  1. Det ekstra minut
  2. Nøgleord
  3. Bliv på beboerens bane
  4. Lyt efter drømmen
  5. Pauser og stilhed
  6. Rund samtalen af

Du kan se værktøjerne her

Værktøjerne ligger ikke fjernt for medarbejderne i Aalborg Kommune, fordi de helt ubevidst anvendes i praksis. Plejehjemsleder Lise Dall Lundbech udtaler: ”Det er værktøjer, vi alle kender, men det at arbejde med det, giver en øget opmærksomhed på, hvordan jeg selv optræder i samtalen”. En anden medarbejder på Plejehjemmet Sofiegården udtaler, at hun efter at have arbejdet med værktøjerne, er blevet mere glad for sit arbejde, fordi hun hver dag møder nogle beboere, som faktisk er blevet gladere, efter værktøjerne er blevet taget i brug.

På trods af at medarbejderne allerede ubevidst har anvendt nogle af værktøjerne i deres dagligdag, har det været givende at arbejde med værktøjerne på en mere bevidst måde, da visheden har skabt større rum for refleksion. Der er sjældent to samtaler, der er ens og derfor findes der ikke en bestemt opskrift på, hvordan den gode samtale bør føres – derfor er refleksion et af nøgleordene i den omsorgsfulde og professionelle samtale.

Vi skal holde fast i værktøjerne

Alle medarbejdere har igennem projektet oplevet, at deres samtalefaglighed er blevet styrket, at de har flere nærværende samtaler med beboerne og at deres arbejdsglæde er øget. Et af de værktøjer som medarbejderne især mener, har styrket deres samtalefaglighed, er ’Det ekstra minut”, som er et af de seks samtaleværktøjer, man med fordel kan begynde med. En god samtale kræver tid og det ekstra minut er en beslutning, man som medarbejder tager om at blive lidt længere i samværet og samtalen, end man ellers ville have gjort. Det handler om, at man viser, at man har tid og at man har lyst til at lytte. På trods af at det blot er få minutter, har værktøjet resulteret i, at medarbejderne kommer dybere ind i samtalen og at beboerne føler sig set og hørt.
Social- og sundhedshjælper Betina Juul udtaler: ”Selvom man tror, man er gammel i faget og kan nogle ting, så har det virkelig været en øjenåbner, fordi de teknikker, de virker”. Derfor skal vi i Aalborg Kommune arbejde videre med værktøjerne og dele ud af de gode erfaringer til de øvrige plejehjem. For at imødekomme disse mål er der gennem en samskabende proces blevet udviklet en læringsplatform om samtalefaglighed i ældreplejen, hvor medarbejdere kan finde inspiration samt de konkrete værktøjer til at videreudvikle deres samtalefaglighed. Der er blandt andet en række enkle metoder til at lytte, spørge og spejle i samtaler med beboerne, samt inspiration til samtaleemner og vigtige opmærksomheder ved samtaler med beboere med demenssygdom og kognitive udfordringer. Formålet med platformen er, at nuværende og kommende medarbejdere altid har adgang til materiale omkring værktøjerne og metoderne. På den måde er vi med til at sikre, at materialet fremadrettet vil blive anvendt i ældreplejen i Aalborg Kommune.

Platformen kan tilgås her: Samtaler som skaber omsorg og nærvær i ældreplejen

Opdateret 06 SEP 2022