xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

En hammerfed kælder i Sundparken

En cykelkælder under ældreboligerne i Sundparken er forvandlet til et snedkerværksted. Det skal fremover fungere som mødested for beboerne i området og bliver drevet af frivillige fra Ældre Sagens lokalafdeling Amager2300.

Af kommunikationskonsulent Birgitte Finnemann Bruun, Københavns Kommune

Går du ned i kælderen i nummer 17 og svinger til højre, så kommer du til vaskeriet, hvor der dufter af vaskepulver og summer af snak. Svinger du i stedet for til venstre og går lidt ned af ngen, så kommer du til det nye lyse snedkerværksted, hvor der dufter af træ. Snart vil rummet forhåbentlig også summe af snak og lyden fra værktøj i alle former både det manuelle og elektriske, når konstruktionen af hylder, vinreoler og skibe går i gang.

Det kan være svært ikke mindst for mændene i ældreboligerne at finde aktiviteter og danne nye relationer. Derfor håber vi, at det nye snedkerværksted kan være et sted, hvor mændene mødes og måske falder i snak, mens de saver og hamrer, siger hjemmeplejeleder Annette Westengaard Gyldengren fra hjemmeplejen på Amager.

Kort vej fra idé til handling

Ideen til snedkerværkstedet opstod for et halvt år siden, hvor Annette var til fællesspisning i forbindelse med kampagnen ”Danmark Spiser Sammen”. Her kom hun til at sidde ved siden af Palle Skov, der er formand for Ældre Sagens lokalafdeling på Amager. Et af hans medlemmer havde et komplet snedkerværksted, der skulle have et nyt hjem, og Anette fandt pladsen til det i kælderen i Sundparken.

”Vi har masser af medlemmer, men mangler lokaler, hvor vi kan mødes. Så vi er glade for at få muligheden for at være med her, hvor vores frivillige kan hjælpe til. Sammen vil vi gøre det her sted til en succes”, siger Palle Skov og understreger dermed, at værkstedet er et godt eksempel på, hvad der kan komme ud af det, når hjemmeplejen og de lokale foreninger samarbejder på tværs.

Skoleskibet stævner ud fra Sundparken

Lokalet er nu blevet lydisoleret og malet, og der er kommet lys og en masse stikkontakter op. Det første værk er allerede ved at tage form.
Det er en kopi af skoleskibet Danmark, som en af beboerne har kastet sig over. Skroget er færdigt, men det skal spartles, slibes og males. Så skal der rejses master og sættes sejl. Så der er stadig til mange timers arbejde i projektet.

Om snedkerværkstedet

Snedkerværkstedet er åbent hver dag fra mandag til fredag fra kl. 8 til 16.

Værkstedet kan bruges af beboere i Sundparken og medlemmer af Ældre Sagen.

Man skal selv medbringe materialer for eksempel fra den nærliggende genbrugsstation. Frivillige fra Ældre Sagen kommer jævnligt forbi værkstedet. Blandt dem er Ole. Det er ham, der har doneret værkstedet, som oprindeligt var hans fars.

 

Læs mere om Snedkerværkstedet


Sundparken slipper hjemmeplejen fri

Der er ca. 300 ældreboliger i Sundparken og tre hjemmeplejegrupper. En af grupperne med ca. 25 medarbejdere arbejder med selvstyrende teams, som en del af udviklingen af fremtidens ældrepleje. Her er et af målene i højere grad at inddrage civilsamfundet. Der arbejdes også med trivselssamtaler for borgerne og med styrket tværfagligt samarbejde, der gør det muligt at reagere hurtigere, hvis borgerne oplever funktionstab.

Om Ældre Sagen Amager2300

Ældre Sagen er én forening med 215 lokalafdelinger. Amager2300 dækker de to københavnske bydele Amager Vest og Amager Øst – der begge har postnummer 2300 – derfor navnet Amager2300. Der er 10.400 medlemmer af Ældre Sagen Amager 2300.

Opdateret 31 MAJ 2022