xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forslag til ny specialuddannelse for fysio- og ergoterapeuter

Sundhedsstyrelsen foreslår en ny specialuddannelse i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri for ergo- og fysioterapeuter. Uddannelsen kan være med til at styrke indsatsen for borgere med psykiske lidelser.

26 APR 2022

Antallet af personer, der har behov for psykiatrisk behandling stiger. I et sundhedsvæsen med stigende behandlingskrav er det afgørende at sikre alle muligheder for tværfagligt samarbejde med høj faglig kvalitet. De forskellige personalegrupper bidrager hver især til en mere helhedsorienteret behandling af patienterne i psykiatrien og børne-/ungdomspsykiatrien, og personalets høje faglighed er med til at sikre bedst mulig behandling og forebyggelse af sygdom samt recoveryproces.

”Der er brug for flere hænder og kompetencer i psykiatrien og børne-/ungdomspsykiatrien. I den forbindelse er der et stort potentiale i at løfte de psykiatrifaglige kompetencer hos bl.a. ergo- og fysioterapeuter, så de kan varetage flere opgaver og bringe deres faglighed i spil i løsning af opgaverne inden for psykiatrien og børne-/ungdomspsykiatrien”, siger enhedschef Steen Dalsgaard Jespersen

 ”Et bredt og omfattende kvalitets- og kompetenceløft i alle faggrupper, vil forbedre både kommunerne og regionernes muligheder for at håndtere borgere med sammensatte psykiske og sociale udfordringer samt sikre, at både borgere med lette og tungere psykiske vanskeligheder får hjælp til at udnytte deres potentiale for udvikling og dermed opnå en bedre livskvalitet”, fortsætter enhedschef Steen Dalsgaard Jespersen.

En specialuddannelse i psykiatri og børne-/ungdomspsykiatri har længe været et ønske fra de faglige selskaber, som repræsenterer ergo- og fysioterapeuter i psykiatrien og børne-/ungdomspsykiatrien. Ønsket er også fremsat i Danske Regioners psykiatriudspil 2019 Stærke kompetencer og attraktive arbejdspladser i fremtidens psykiatri. 

Specialuddannelsen skal foregå under ansættelse og opbygges dels af kliniske moduler, der skal foregå i egen afdeling og dels teoretiske moduler, der på visse områder vil være målrettet hele den samlede gruppe af terapeuter og andre moduler, der er selvstændigt målrettet hhv. fysioterapeuter eller ergoterapeuter. 

Forslaget er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Dansk Selskab for Fysioterapi, Ergoterapifaglige Selskaber samt Sundhedsministeriet.

Læs rapporten