xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Aarhus Universitets­hospital løber med to uddannelses­priser

I dag uddeler Sundhedsstyrelsens Inspektorordning uddannelsespriser til hospitalsafdelinger, der er særlig gode til at uddanne speciallæger. Begge priser går i år til afdelinger på Aarhus Universitetshospital.

30 OKT 2020

Sundhedsstyrelsen uddeler hvert år to priser, kaldt henholdsvis 'Uddannelsesprisen' og 'Højdespringerprisen', til afdelinger der uddanner speciallæger. 

Uddannelsesprisen, som er Sundhedsstyrelsens pris for bedste uddannelsesafdeling, går i 2020 til afdelingen: Blodbank og Immunologi ved Aarhus Universitetshospital. 

”Afdelingen får prisen for at være en afdeling, der har en god uddannelseskultur, hvor alle har en positiv indstilling til speciallægeuddannelsen og arbejder aktivt for et godt læringsmiljø; både uddannelseslæger, speciallæger og det ikke-lægelige personale,” siger overlæge Claus Malta i Sundhedsstyrelsen.

Afdelingen scorede ved inspektorbesøget i november 2019, højeste point på 15 af de 16 målepunkter og fremhæves i øvrigt ved at have implementeret alle udpegede forbedringsinitiativer fra det forrige inspektorbesøg i 2015.

Sundhedsstyrelsens anden uddannelsespris er Højdespringerprisen, som gives til en afdeling, der ved en ihærdig og målrettet indsats markant har forbedret uddannelseskvaliteten mellem to inspektorbesøg.

Prisen går i 2020 til: Afdeling for Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital. 

Afdelingen havde ved Inspektorbesøget i 2017 en del områder, der gjorde, at der var behov for umiddelbare indsatser samt et genbesøg i afdelingen allerede i foråret 2019. I den mellemliggende periode gennemførte afdelingen de aftalte indsatser. Resultatet var,, at læringsmiljøet blev forbedret i en sådan grad, at alle de 16 læringsparametre i 2019 blev vurderet som enten "tilstrækkeligt" eller "særdeles godt" opfyldt. Dermed er afdelingen rykket fra en gennemsnitlig score på 2,5 til 3,7.

”Vi ved fra vores besøg, at det er muligt for afdelinger at forbedre deres læringsmiljø, hvis de gør en samlet og fokuseret indsats. Afdelingen på Aarhus Universitetshospital har arbejdet hårdt for at forbedre uddannelsen  siden besøget i 2017, og det kan ses tydeligt i de nye vurdering. Afdelingen får derfor prisen  for at honorere den indsats, de har sat ind med, for at skabe et  godt og trygt læringsmiljø,” siger Claus Malta. 

Det er tredje år i træk, at Aarhus Universitetshospital har en afdeling, der får uddannelsesprisen, og det er første gang, at det samme hospital får begge priser.

Sådan bliver afdelingerne udvalgt

Afdelingerne, som får Uddannelsesprisen og Højdespringerprisen, bliver valgt af Sundhedsstyrelsen på baggrund af de rapport, som Sundhedsstyrelsens inspektorer udarbejder i forbindelse med deres besøg i en afdeling. Inspektorerne er et korps af læger – speciallæger og uddannelseslæger - som er udpeget af de videnskabelige selskaber, og som er særlig uddannet til opgaven af Sundhedsstyrelsen. Inspektorerne har til opgave at vurdere og give feedback til uddannelsesafdelingerne med det mål at medvirke til at  kvalitetssikre og udvikle den lægelige videreuddannelse.

Inspektorerne modtager en selvevalueringsrapport og foretager en samlet vurdering af afdelingerne ud fra 16 temaer, fra "særdeles problematisk" til "særdeles god".

Priserne bliver normalt uddelt ved Inspektorårsmødet i foråret, men blandt andet på grund af den aktuelle situationen med COVID-19-epidemien sker overrækkelse i efteråret og på hospitalet.