CPO (carbapenemase-producerende organismer)
CPO står for carbapenemase-producerende organismer og er en fællesbetegnelse for en gruppe af bakterier, som kan være svære at behandle, fordi de er modstandsdygtige overfor antibiotika, der normalt bruges til behandling af multiresistente infektioner (carbapenemer).
De senere år er antallet af CPO-infektioner vokset markant. Derfor har Sundhedsstyrelsen sat CPO-bakterier på listen over bakterier, der skal anmeldes og overvåges.
I februar 2023 blev det opdaget, at et mindre antal patienter, der har fået antibiotika-lægemidlet Dicillin 500 mg fra firmaet Sandoz, er smittet med multiresistente CPO-bakterier. Sandoz tilbagekaldte lægemidlet efter henvendelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Der er siden bekræftet fund af multiresistente bakterier (CPO) på kapsler i seks batches Dicillin der er blevet leveret til salg fra apotekerne i perioden fra 23. august 2022 til den 4. februar 2023.
Personer, som har været i behandling med Dicillin Sandoz 500 mg kapsler i denne periode, og som har symptomer på infektion, bør oplyse om det til lægen i forbindelse med behandling.
Lægemiddelstyrelsen 7. februar 2023: Antibiotikalægemidlet Dicillin fra firmaet Sandoz tilbagekaldes
Spørgsmål og svar om CPO og tilbagekaldelsen af Dicillin
Jeg har fået Dicillin, kan jeg være smittet med CPO-bakterier?
Måske. Vi ved endnu ikke, hvor stor risikoen for smitte med CPO-bakterier er, hvis du er blevet behandlet med Dicillin. Det er sundhedsmyndighederne ved at finde ud af.
Som udgangspunkt anbefaler vi ikke, at du bliver testet for CPO-bakterier, hvis du er blevet behandlet med Dicillin og ikke har symptomer. Det skyldes, at risikoen for alvorlig sygdom ved CPO-bakterier er lille og undersøgelsen er usikker.
Hvis du bliver syg, skal du gå til lægen som du plejer, men sig til lægen hvis du har været behandlet med Dicillin mellem 23. august 2022 og februar 2023. Lægen vil tage stilling til, om der er behov for undersøgelse for CPO-bakterier.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver behandlet med Dicillin?
Hvis du lige nu er i gang med en antibiotikabehandling eller har antibiotika stående klar i medicinskabet, skal du tjekke, om det er Dicillin 500 mg fra firmaet Sandoz, og så skal du aflevere pakken på apoteket og få byttet den til et andet antibiotika-lægemiddel. Det er gratis at få byttet medicinen, og du skal ikke kontakte lægen for at få en ny recept.
Kan jeg blive testet for CPO?
Som udgangspunkt anbefaler vi ikke, at du bliver testet for CPO-bakterier, hvis du er blevet behandlet med Dicillin og ikke har symptomer. Det skyldes, at risikoen for alvorlig sygdom ved CPO-bakterier er lille og undersøgelsen er usikker.
Hvis du bliver syg, skal du gå til lægen som du plejer, men sig til lægen hvis du har været behandlet med Dicillin mellem 23. august 2022 og februar 2023. Lægen vil tage stilling til, om der er behov for undersøgelse for CPO-bakterier.
Hvad sker der hvis jeg bliver smittet med CPO?
Mange, som er smittet med CPO-bakterier er rask smittebærer og har CPO-bakterierne i tarmen uden at have symptomer. CPO-bakterier er ikke mere sygdomsfremkaldende eller smitsomme end andre bakterier og en rask person har kun en lille risiko for at blive alvorligt syg af CPO-bakterier, hvis vedkommende bliver smittet. Der findes ingen behandling til raske smittebærere, men hos nogle mennesker forsvinder bakterien af sig selv.
Det er sjældent, at CPO giver anledning til alvorlige og behandlingskrævende infektioner, men personer som i forvejen er syge og svækkede, kan blive alvorligt syge af CPO-bakterier. CPO-bakterierne giver oftest urinvejsinfektion eller infektion i blodbanen og kræver behandling med særlige typer antibiotika.
Kan jeg smitte andre med bakterien?
Risikoen for at smitte andre er minimal, hvis du er rask smittebærer.
Hvis du viser dig at være smittet med CPO, eller mistænker at du er smittet, kan du derfor opføre dig som du plejer.
Hvad kan jeg gøre for at forebygge smitte?
CPO er oftest tarmbakterier, der udskilles med afføringen, og på huden findes bakterien især i skridtet. God håndhygiejne er derfor meget vigtigt efter hvert toiletbesøg. På den måde undgår du at sprede bakterien til andre. Se mere om håndhygiejne.
Kan jeg blive behandlet med antibiotika, hvis jeg er smittet med CPO-bakterier?
Ja. Der er flere typer antibiotika, som virker over for CPO-bakterier. Men bakterierne kan være sværere at behandle.
Hvis man bliver syg af bakterien, er det derfor vigtigt, at man behandles med antibiotika, der er effektiv over for bakterien.
Hvis du har fået behandling med Dicillin mellem 23. august 2022 og februar 2023, bør du informere lægen om det, hvis du skal behandles med antibiotika.
Hvis du ved, at du er smittet CPO-bakterier, bør du informere lægen om det, hvis du skal behandles med antibiotika.
Hvis du har CPO-bakterier og bliver indlagt
Hvis du bliver indlagt og har fået behandling med Dicillin mellem 23. februar 2022 og februar 2023, bør du informere personalet om det. Personalet vil tage stilling til, om du skal undersøges for CPO-bakterier. Hvis undersøgelsen viser, at du har CPO-bakterier, skal der tages særlige forholdsregler. Se nedenfor.
Hvis du ved, at du er smittet med CPO-bakterier, bør du informere personalet om det.
Hvis du har CPO-bakterier og bliver indlagt på hospitalet skal der tages særlige forholdsregler. Du vil få tildelt en enestue, og personalet vil benytte overtrækskittel og handsker i forbindelse med undersøgelser og behandling. Det sker, for at personalet bedre kan forhindre, at andre patienter på hospitalet bliver smittet med bakterien.
Kan en rask smittebærer med CPO-bakterier behandles?
Der findes ingen behandling for CPO bærertilstand, men hos nogle mennesker forsvinder bakterien af sig selv.
Information om CPO-bakterier
Smitte
Smitte sker først og fremmest ved tæt kontakt med andre mennesker og hyppigst via hænderne. CPO er oftest tarmbakterier, der udskilles med afføringen, og på huden findes bakterien især i skridtet. Du kan forebygge smitte med god håndhygiejne. Se mere om håndhygiejne her.
I Danmark er en stor del af de personer, der har fået påvist CPO-bakterier, blevet smittet i udlandet, men i de seneste år har der også været påvist tilfælde hos personer uden forudgående udenlandsrejse. Desuden er der set udbrud af CPO på danske hospitaler.
Symptomer
Mange, som er smittet med CPO-bakterier er rask smittebærer og har CPO-bakterierne i tarmen uden at have symptomer. CPO-bakterier er ikke mere sygdomsfremkaldende eller smitsomme end andre bakterier og en rask person har kun en lille risiko for at blive alvorligt syg af CPO-bakterier, hvis vedkommende bliver smittet. Der findes ingen behandling til raske smittebærere, men hos nogle mennesker forsvinder bakterien af sig selv.
Det er sjældent, at CPO giver anledning til alvorlige og behandlingskrævende infektioner, men personer som i forvejen er syge og svækkede, kan blive alvorligt syge af CPO-bakterier. CPO-bakterierne giver oftest urinvejsinfektion eller infektion i blodbanen og kræver behandling med særlige typer antibiotika.
Behandling
Infektioner med CPO-bakterier kræver behandling med specielle antibiotika. Det skyldes, at CPO producerer et enzym, som gør bakterierne modstandsdygtige overfor flere typer antibiotika. Hvis man bliver syg af bakterien eller af en anden infektion, er det derfor vigtigt, at man behandles med antibiotika, der er effektiv over for bakterien.
Anmeldelse
CPO er anmeldelsespligtigt.
Læs mere om retningslinjer for anmeldelse på Statens Serum Instituts hjemmeside.