xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Radioaktivt affald

Radioaktivt affald er materiale, der ikke har nogen anden anvendelse, og som har et indhold af radioaktive stoffer, man skal tage hensyn til, når det håndteres og bortskaffes.

På samme måde som ved brugen af radioaktive stoffer, skal radioaktivt affald håndteres og bortskaffes sådan, at det ikke spredes utilsigtet eller udgør en risiko for mennesker eller miljø.

Sundhedsstyrelsen er tilsynsmyndighed for håndtering, opbevaring og deponering af radioaktivt affald i Danmark. Radioaktivt affald skal håndteres under hensyntagen til indholdet af radioaktive stoffer, så disse ikke fx spredes utilsigtet eller giver anledning til uberettiget bestråling af arbejdstagere eller personer i befolkningen.

Hvor stammer affaldet fra?

Det største andel af det radioaktive affald i Danmark stammer fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø.

Radioaktivt affald kommer desuden fra brug af radioaktive stoffer til undersøgelser og behandlinger på hospitaler, industrielle anvendelser såsom fyldehøjdemålere i tanke, bestemmelse af massefylde og fugtighed i vejbelægninger, kontrol af svejsninger og konstruktioner m.m., samt til forskning. Ved bl.a. olie-gas produktion, afbrænding af kul og produktion af geotermal varme kan radioaktive stoffer desuden forekomme som restprodukt som i nogle tilfælde skal håndteres som radioaktivt affald.

Hvordan håndteres affaldet?

For radioaktive kilder med et særligt højt indhold af radioaktivitet er det et krav for at opnå tilladelse til brug, at virksomhederne indgår en bindende aftale med leverandøren om, at kilderne returneres til producenterne/leverandøren efter endt brug.

Affaldet fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø lagres på stedet af virksomheden, som er ansvarlig for afviklingen, Dansk Dekommissionering (DD). Brugere i sundhedsvæsenet og inden for industri og forskning skal også overdrage radioaktivt affald til DD.

Sundhedsstyrelsens rolle

Sundhedsstyrelsen skal ifølge strålebeskyttelseslovgivningen samt det europæiske direktiv om sikker håndtering af radioaktivt affald føre tilsyn og træffe afgørelser uafhængigt af organisationer, der arbejder med håndtering af radioaktivt affald. Derfor må Sundhedsstyrelsen bl.a. ikke anvise konkrete løsninger for affaldshåndtering, fordi det går imod princippet om uafhængighed for tilsynsmyndigheden. 

Sundhedsstyrelsens rolle er derfor at tage stilling til, om sikkerheden og strålebeskyttelsen er tilstrækkelig i enhver sammenhæng, hvor håndtering, opbevaring og deponering af radioaktivt affald finder sted.

Det er virksomhederne som genererer radioaktivt affald, der har ansvaret for at det håndteres og bortskaffes i overensstemmelse med reglerne på området, så hensynet til sikkerhed og strålebeskyttelse til en hver tid er overholdt.

Udover at føre tilsyn med håndteringen af det radioaktive affald, rapporterer vi internationalt om, hvordan vi i Danmark forholder os til det radioaktive affald og vi udarbejder opgørelser (inventorier) over, hvor meget radioaktivt affald vi har i Danmark. 

Sundhedsstyrelsens opgaver består i:

  • Myndighedsopgaver på strålebeskyttelsesområdet, herunder
    • tilsyn med håndtering og opbevaring af radioaktivt affald
    • beskrivelse af krav til sikkerhed og strålebeskyttelse i forbindelse med opbevaring og deponering af radioaktivt affald som for eksempel i arbejdet med etablering af en langsigtet håndteringsløsning det for lav- og mellemaktive radioaktive affald fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø
    • beredskabsopgaver og døgnvagt i forbindelse med uheld
    • Deltagelse i internationale fora i regi af bl.a. EU og IAEA (International Atomic Energy Agency)
  • Ansvar for afrapporteringen i forbindelse med IAEA's internationale fælleskonvention om sikker håndtering af radioaktivt affald
  • Ansvar for afrapportering i forhold til EU-kommissionens direktiv om ansvarlig og sikker håndtering af radioaktivt affald.
Formålet er at opnå sikker håndtering af radioaktivt affald.

Cirkulære om håndtering af radioaktivt affald

Cirkulære nr. 9635 af 16. juni 2022 om Sundhedsstyrelsens og Uddannelses- og Forskningsstyrelsens opgaver vedrørende ansvarlig og sikker håndtering af radioaktivt affald

Circular on the tasks of the Danish Health Authority and of the Danish Agency for Higher Education and Science concerning responsible and safe management of radioactive waste (engelsk oversættelse)

Opdateret 28 NOV 2022