xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Graviditet og alkohol

Alkohol kan være skadeligt for fosteret under hele graviditeten - også i perioden inden man opdager, at man er gravid. Man ved, at et forbrug på ca. én genstand om dagen eller derover kan give skader hos fosteret. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du ikke drikker alkohol under graviditeten, eller hvis du gerne vil være gravid.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide og kvinder, der prøver at blive gravide, ikke drikker alkohol

Hvis man drikker alkohol, imens man er gravid, kan det medføre skader på det ufødte barn. Hvilke skader, og hvor alvorlige de er, afhænger af, hvornår og hvor meget moderen drikker under graviditeten. Der er ikke en kendt, nedre grænse for alkoholforbrug, hvor man med sikkerhed ved, at det ikke giver skader på barnet. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide helt undlader at drikke alkohol. Da alkohol kan skade det ufødte barn allerede i den helt tidlige graviditet, anbefales kvinder, der planlægger at blive gravide, også at undgå alkohol ud fra et forsigtighedsprincip.

Fortæl din jordemoder, hvis du har drukket efter undfangelsen

Nogle kvinder har drukket alkohol meget tidligt i graviditeten – fx på et tidspunkt, hvor de ikke var klar over, at de var gravide. I de allerfleste tilfælde vil det ikke få betydning for fosterets udvikling. Det afgørende er at stoppe med at drikke alkohol. Det anbefales at få nævnt det ved næste graviditetskonsultation hos lægen eller jordemoderen.

For nogle kvinder kan det være svært at stoppe med at drikke alkohol. Man kan være psykisk og fysisk tilvænnet og måske afhængig af alkohol. Her er det vigtigt at få hjælp hurtigst muligt i det regionale familieambulatorium. Det er fx meget vigtigt, at alkoholabstinenser bliver forsvarligt behandlet af hensyn til fosteret. Du kan også få hjælp hos din egen læge, hos jordemoderen eller i alkoholbehandlingen.

Links:

Sunde vaner (sst.dk)

Altomalkohol.dk

Stoplinien.dk

Skader ved forskellige typer forbrug

Når det gælder et lille alkoholforbrug eller et episodisk højt forbrug – dvs. hvor du enten drikker under syv genstande om ugen, eller ved en enkelt lejlighed drikker fem genstande eller derover – er det usikkert, hvilke skadevirkninger det kan give dit foster. Nogle undersøgelser viser, at det kan givet barnet skader, mens andre ikke gør.

Når det gælder et større alkoholforbrug på en til to genstande om dagen, ved vi med sikkerhed, at det giver en øget risiko for forskellige fosterskader og misdannelser. Der er øget risiko for spontan abort, dødfødsel, for tidlig fødsel, væksthæmning af barnet i fostertilværelsen og efter fødslen, og der er også øget risiko for, at barnet dør, før det fylder 1 år.

Ved et dagligt alkoholforbrug på mere end én genstand om dagen i løbet af de første 12 uger af graviditeten firedobles risikoen for misdannelser i følgende organer: hjerte, nyrer, øjne, ører, skelet og negle. Ved et forbrug på en til to genstande pr. dag igennem graviditeten øges risikoen for misdannelser i barnets kønsorganer, urinveje og for brok.

Et dagligt forbrug af alkohol øger risikoen for forringet opmærksomhed, informationsbearbejdelse og tilpasningsevne, dårligere lugtesans, lavere kognitiv hastighed og mulig lavere IQ hos barnet.

Ved et forbrug af alkohol på mere end 14 genstande om ugen er der udover de ovennævnte risici en øget risiko for, at barnet kan få fin- og grovmotoriske vanskeligheder.

Ved et alkoholforbrug på seks genstande eller mere dagligt er der risiko for den alvorligste alkoholskade, føtalt alkoholsyndrom (også kaldet FAS). FAS er kendetegnet ved, at barnet har særlige ansigtstræk (oftest mest udtalt i 3-12 års-alderen), er hæmmet i sin vækst og har neurologiske udviklingsforstyrrelser. Børn med FAS kan samtidig have forskellige af de skader, som er nævnt ovenfor.

En del børn med skader som følge af et stort alkoholforbrug hos moderen er væksthæmmet og har neurologiske udviklingsforstyrrelser, men har ikke de specielle ansigtstræk. De er i særlig risiko for, at deres vanskeligheder ikke bliver forstået som en alkoholskade, og dermed i risiko for ikke at modtage de hjælpetilbud, som de kan profitere af.

Ved et forbrug af andre rusmidler sammen med alkohol kan risikoen for skader øges, fx et brug af kokain og tobak.

Rapport: Alkoholforbrug blandt gravide og kvinder i den fertile alder i Danmark (2015)

Rapport: Fosterskadende effekter af alkoholforbrug under graviditeten (2015)

Anbefaling om alkohol og graviditet (2007)

Notat vedrørende alkohol og graviditet 2006

Opdateret 13 JAN 2023