Indledende analyse af brugen af fritvalgsbeviser på madservice
Med Regeringens udspil ”Frit valg – bedre sammenhæng” fra oktober 2017 ønskes det at styrke borgernes frie valg på ældreområdet ved at afprøve forskellige former for frit valg og inddragelse af private leverandører.
Med Regeringens udspil ”Frit valg – bedre sammenhæng” fra oktober 2017 ønskes det at styrke borgernes frie valg på ældreområdet ved at afprøve forskellige former for frit valg og inddragelse af private leverandører. Regeringen har i den forbindelse særligt fokus på madservice til ældre og på rehabiliteringsforløb.
I forlængelse af fritvalgsudspillet blev der afsat 25 mio. kr. årligt fra 2018-2021 på finansloven til to forsøgsprojekter, hvoraf det ene projekt skal medvirke til at øge brugen af fritvalgsbeviser på madservice og dermed styrke borgerens frie valg.
På grund af begrænset viden om ordningen med fritvalgsbeviser og for at lære af kommunernes indledende erfaringer omkring fritvalgsbevis og give inspiration til, hvilke forhold der skal overvejes fremadrettet, så forsøgsprojektet indrettes bedst muligt, har Sundhedsstyrelsen bedt Rambøll Management Consulting om at gennemføre en indledende analyse af ordningen.
Analysen bidrager med opgørelser over den faktiske brug af fritvalgsbeviser i kommunerne, giver viden om måder at varetage fritvalgsbeviser på samt inddrager borgernes, kommunernes og leverandørernes perspektiver og overvejelser i forhold til ordningens udfordringer og muligheder.
I analysen afdækkes det dermed også, hvordan fritvalgsbeviser på madservice kan indrettes mere brugervenligt for borgerne i fremtiden, samt hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at understøtte et digitalt produkt for fritvalgsbeviser på madservice. Dermed er denne indledende analyse relevant både for kommuner, der tilbyder fritvalgsbeviser på madservice på nuværende tidspunkt, og kommuner der endnu ikke tilbyder ordningen, men overvejer at indføre ordningen på sigt.