Webinar: Styrk arbejdet med kvalitet i ældreplejen
Systematik er en grundpille i arbejdet med kvalitet, men hvordan kan arbejdet organiseres, så det bliver en naturlig del af hverdagen i ældreplejen? Hør om erfaringerne fra arbejdet med kvalitet på tværs af otte kommuner på webinaret Styrk arbejdet med kvalitet i ældreplejen fredag den 7. november kl. 13-14.15.
På webinaret præsenterer vi resultater fra en ny vidensindsamling, udarbejdet i samarbejde med Rambøll. Her kan du høre om erfaringerne med arbejdet med kvalitet på tværs af otte cases og blive klogere på udvalgte konkrete eksempler fra kommuner, plejehjem og hjemmeplejen, hvor kvalitet bliver tænkt ind i både strategi og daglig praksis.
Vidensindsamlingen viser bl.a., hvordan kvalitet kan styrkes gennem:
- Medarbejderinddragelse, der skaber ejerskab og gør forbedringer mere bæredygtige.
- Fælles metoder og sprog som PDSA-cirklen, årshjul eller kvalitetskompas og etablering af datagrundlag, der giver struktur og retning.
- Ledelsens afgørende rolle i at sætte retning og skabe rum for refleksion og forbedring.
- Tværgående fora og råd, som binder organisationen sammen og sikrer, at erfaringer fra praksis når op til det strategiske niveau – og omvendt.
Hør kommunernes erfaringer
På webinaret deler vi indsigter fra analysen af de otte cases. Formålet er at give inspiration til, hvordan I kan organisere og styrke kvalitetsarbejdet – med respekt for de lokale behov og rammer.
Webinaret vil dykke ned i udvalgte cases og giver bl.a. ordet til en kvalitetskonsulent, en udviklingssygeplejerske og KL, der vil dele deres erfaringer med at organisere arbejdet med kvalitet. Du kommer bl.a. til at møde:
- Helle Janni Sztuk fra Næstved Kommune, som vil fortælle om opbygning af kvalitetsorganiseringen i Næstved, og hvordan særligt deres dokumentationsteam har højnet kvaliteten på mange parametre.
- Pia Vennemoes Larsen fra Slagelse Kommune, som bl.a. kommer ind på arbejdet med kvalitetsindikatorer i Slagelse, og hvordan ældrereformen har sat spot på, at kvalitetsarbejdet skal være på borgernes præmisser.
- Mette Sandager fra KL, som er programleder for indsatsen Kvalitet i kommunerne (KIK), og som vil fortælle om arbejde med kvalitet og muligheder for at bruge kommunale data, bl.a. med afsæt i FSIII-data og den nye KPOS-portal.
Målgruppe
Webinaret er for dig, der er leder, konsulent eller beslutningstager i ældreplejen – uanset om du er kommunal eller privat leverandør af ældrepleje.
Tidspunkt og tilmelding
Webinaret er gratis og afholdes online fredag den 7. november kl. 13-14.15.