xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Det skal du vide om borgerne, når du arbejder med rehabilitering

Hvilke behov og udfordringer oplever ældre borgere, der modtager rehabiliteringsforløb efter § 83 a? Det kan du blive klogere på i en ny rapport, som munder ud i syv opmærksomhedspunkter til fagpersoner.

15 MAR 2023

”Jeg føler altså godt nok en gang imellem, at der skete nogle ting, som jeg slet ikke havde forventet.”

Sådan sagde én af de borgere, der har gennemgået et rehabiliteringsforløb efter § 83 a, og som medvirker i en ny undersøgelse udarbejdet af Rambøll for Sundhedsstyrelsen. Formålet med undersøgelsen har været at indsamle viden om, hvilke behov borgerne har for at føle sig tilstrækkeligt klædt på, velinformerede og trygge, når de gennemgår et rehabiliteringsforløb. Den bygger på 16 kvalitative interviews med borgere, der gennemgår eller for nylig har gennemgået et rehabiliteringsforløb.

Et rehabiliteringsforløb er en samarbejdsproces mellem borger og fagpersoner, men undersøgelsen viser, at det ikke altid er klart for borgerne, hvad forløbet indebærer, eller hvad formålet med det er. Dette er én af de centrale udfordringer, som rapporten peger på.

”Rehabilitering er i dag en integreret del af ældreplejen, og fagpersoner rundt om i landet løfter hver dag en stor og vigtig opgave, når de tilrettelægger og tilbyder rehabiliteringsindsatser til borgerne. Men denne undersøgelse minder os om, hvor vigtigt det er at være opmærksom på borgerens perspektiv. Den viser, at der er behov for en løbende dialog og forventningsafstemning mellem fagperson og borger, for at borgeren føler sig tryg og velinformeret hele vejen igennem forløbet,” siger sektionsleder Helle Stentoft Dalum.

Rapporten giver et indblik i de udfordringer og behov, som borgerne typisk oplever i forbindelse med henholdsvis opstarten, undervejs og i forbindelse med afslutningen af deres rehabiliteringsforløb.

Den munder ud i syv opmærksomhedspunkter til fagpersoner.

Rapporten henvender sig til alle, der arbejder med rehabilitering på ældreområdet, og som ønsker viden om, hvordan de kan imødekomme de udfordringer og behov, borgerne oplever i forbindelse med deres rehabiliteringsforløb.

Hent analysen

 

Følg Videnscenter for værdig ældrepleje på sociale medier