xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Flere patienter på sygehuse bør testes i sundhedsvæsenet

Sundhedsstyrelsen har revideret retningslinjen for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet. I lyset af den stigende smitte anbefales der øget test i sundhedsvæsenet. Desuden er Sundhedsstyrelsens nye vurdering om immunitet, efter at man har været smittet med COVID-19, indarbejdet i retningslinjen.

30 NOV 2021

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu at øge testningen af patienter på sygehuse, for at begrænse spredning af COVID-19 i denne periode, hvor der er stigende smitte i samfundet. De nye anbefalinger vedrører alle akut indlagte patienter, patienter som forventes indlagt mere end 24 timer og patienter i ambulant behandling, som skal have udført procedurer, der giver en særlig risiko for smittespredning.

”Når vi tester flere patienter, kan vi bedre begrænse, at coronavirus bliver spredt i sundhedsvæsenet. Det er nødvendigt, fordi smitten stiger. Samtidig er det vigtigt, at den øgede testning ikke forhindrer, at personer, som har behov for behandling på sygehus, får den relevante behandling. Hvis det ikke har været muligt at få et testsvar inden, kan man derfor stadig blive indlagt og behandlet på landets sygehuse,” forklarer enhedschef og overlæge Bolette Søborg.

Sundhedsstyrelsen har også opdateret notat om immunitet efter smitte med eller vaccination mod COVID-19. I den seneste version af notatet fra juni 2021 beskrev Sundhedsstyrelsen, at den samlede viden på det tidspunkt tydede på, at man var beskyttet op til et år efter både smitte med COVID-19 og vaccination. I den nye version konkluderer Sundhedsstyrelsen, at det er vanskeligt at sige præcist hvor lang tid man er beskyttet, da det afhænger af flere faktorer.

” Forskellige mennesker får forskellig grad af beskyttelse, og især efter infektion er det meget forskelligt, hvor kraftigt immunrespons, man danner. Beskyttelsen falder også over tid, og er generelt lavereover for delta-varianten end andre varianter,” siger Bolette Søborg

Der er endnu begrænset viden om, hvorvidt man er bedre beskyttet mod smitte og sygdom efter vaccination end efter infektion, og om der er forskel i særlige målgrupper, såsom ældre og kronisk syge. Til gengæld er der god evidens for, at tidligere smittede får en bedre beskyttelse mod at blive smittet igen, når de også bliver vaccineret.

Retningslinjer for håndtering af COVID-19 - Sundhedsstyrelsen

Notat om vurdering af immunitet