xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Simulationsbaseret træning kan styrke uddannelsen af læger

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag en ny rapport, der beskriver, hvordan man kan træne sine evner gennem fiktive, men virkelighedsnære eksempler og patienter som en del af den lægelige videreuddannelse.

05 NOV 2019

Simulationsbaseret træning tager udgangspunkt i fiktive udgaver af virkelige situationer. Det kan fx være avanceret teknisk simulation af operationer eller rollespil med en simuleret patient, en rigtig patient eller en skuespiller. Det kan også være træning af kirurgiske færdigheder, fx lumbalpunktur på en kunstig ryg eller træning af teamkompetencer ved modtagelse af en patient med hjertestop eller ved genoplivning af den akut kritisk syge patient.

Gennem træningen kan lægen træne sine færdigheder i trygge omgivelser uden risiko for at skade en patient. Træningen kan gentages, indtil lægen har de ønskede kompetencer, og det er muligt at træne sjældne og kritiske hændelser. 

”Denne form for træning har mange fordele. Derfor vil vi gerne være med til at inspirere de faglige miljøer til at indføre mere simulationsbaseret træning i den lægelige videreuddannelse. Det vil både gavne læger og andre sundhedspersoners læring og skabe bedre behandling for patienten,” siger Susanne Vinther Nielsen, overlæge i Sundhedsstyrelsen.  

Sundhedsstyrelsen har samlet en række konkrete initiativer fordelt på fire indsatsområder, som sammen skal skabe retning og sammenhæng i de fremtidige indsatser på området. De fire indsatsområder har til formål at 1) inspirere nøglepersoner til at  øge kvaliteten i patientbehandlingen, ved at læger oplæres i tekniske og ikke-tekniske færdigheder uden risiko for patienten, 2) styrke samarbejdet om simulationsbaseret træning på tværs af landet , 3) øge erfaringer og viden om simulationsbaseret træning for at sikre, at metoderne bliver udbredt og organiseret på en brugbar måde og 4) udvikle forskningsaktiviteter og styrke den fortsatte vækst inden for forskning mellem simulationscentre og de lægefaglige specialer.

Rapporten beskriver, hvordan og hvor simulationsbaseret træning bliver anvendt, samt hvad man bør overvejer, når man indfører træningsformen. Rapporten indeholder også historier med eksempler fra specialer, hvor simulationsbaseret træning er blevet indført. I rapporten kan læseren altså få inspiration til, hvorfor og hvordan simulationsbaseret træning kan implementeres og læse Sundhedsstyrelsens oplæg til en fremtidig mere målrettet strategi på området.

Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe, der hører under det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i efteråret 2018. Følgende har medvirket i arbejdet: Aktører fra de tre videreuddannelsesregioner, tre repræsentanter udpeget af Lægevidenskabelige Selskaber og en repræsentant fra hver af de fire simulationscentre i Danmark. 

Læs rapporten her