xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Global sundhed

Sundhedsstyrelsen arbejder for sundhed for alle. For at løfte den opgave bedst muligt er der behov for, at Sundhedsstyrelsen er en styrelse med et globalt udsyn. I vores arbejde med global sundhed stræber vi efter at finde fælles løsninger på globale sundhedsproblemer gennem samarbejde på tværs af landegrænser. Vi tror på, at ambitionen om sundhed for alle bedst kan opnås gennem en global tilgang, da mange sundhedsforhold rækker ud over de nationale grænser.

Sundhedsstyrelsens arbejde med global sundhed har et særligt fokus på sundhedsproblemer, der går på tværs af landegrænser, og på det globale samarbejde om at forbedre sundhedstilstanden verden over. Globale sundhedsproblemer omfatter både smitsomme sygdomme, der spredes over landegrænser, men også bredere sundhedsforhold, som påvirker flere lande og dermed den globale sundhedstilstand. Faktorer som fx overvægt, tobak- og alkoholforbrug, øget antibiotikaresistens og afledte konsekvenser af klimafordringerne påvirker sundhedstilstanden globalt og dermed også sundhedstilstanden i Danmark. Global sundhed favner derfor bredt og forbinder alle menneskers sundhed på tværs af kloden.

I Sundhedsstyrelsen arbejder vi med global sundhed gennem vores aktiviteter og involvering i diverse internationale fora, arbejdsgrupper og faglige fællesskaber.

Vi er aktivt involveret i sundhedsområdet inden for blandt andet EU, Nordisk Ministerråd, myndighedssamarbejdet i udvalgte samarbejdslande og i regi af FN, hvor Sundhedsstyrelsens direktør repræsenterer Danmark i WHO’s globale bestyrelse i perioden 2021-2024.

Vi er som myndighed også forpligtet til at deltage i visse af disse internationale samarbejder såsom EU-foraene, ECDC og Health Security Committee. Derudover repræsenterer vi som strålebeskyttelsesmyndighed også Danmark i en række internationale institutioner og organisationer på strålebeskyttelses-området, herunder FN, OECD og EU.

Vores arbejde med global sundhed sker inden for de eksisterende rammer og strategier for Danmarks internationale arbejde og den danske tilgang til global sundhed. Herunder regeringens handlingsplan for FN’s verdensmål, Strategi for Life Science og den danske udvikling-politiske strategi for perioden 2021-2025 samt Sundhedsstyrelsens overordnede strategi, mission og værdier.

Strategi, mission og værdier

Derudover har vi i vores arbejde med global sundhed sat fokus på syv styrkepositioner:

  • Ulighed i sundhed
  • Styrket primært sundhedsvæsen
  • Ikke-smitsomme sygdomme
  • Psykiatri og mental sundhedsfremme
  • Sundhedsberedskab og håndtering af grænseoverskridende sundhedstrusler
  • Vaccination og forebyggelse af smitsomme sygdomme
  • Sund aldring

Styrkepositionerne er områder, hvor vi mener, at Danmark har eller er ved at opbygge særlige kompetencer på nationalt plan, som vi ønsker at udbrede til en global kontekst. Det er samtidig områder, hvor vi oplever, at der er international efterspørgsel på danske løsninger og erfaringer, men også hvor vi selv vil kunne gavne af at bringe ny læring tilbage til styrelsen fra internationale fora og samarbejder. Styrkepositionerne og strategien sætter derfor også retning for vores arbejde med global sundhed.

Opdateret 08 JUL 2022