Engelsk

Demensrejsehold

Demensrejseholdet er et praksisnært læringsforløb i kommuner faciliteret af konsulenter. Kompetenceudviklingsforløbene har til formål at give medarbejderne kompetencer til at styrke plejen og omsorgen for mennesker med demens.

Udgangspunktet for Demensrejseholdet er den praksisnære tilrettelæggelse af læringen på de arbejdspladser, der har gennemført forløbene. Et centralt udgangspunkt for alle aktiviteter er, at aktiviteterne og læringen tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra medarbejdernes hverdag med borgerne.  Deltagerne får ny viden og lærer konkrete metoder at kende, men samtidig skal de under læringsforløbet løbende afprøve metoder i praksis og reflektere over deres effekt bl.a. for borgernes trivsel.

Der findes ikke en facitliste for, hvordan den bedste kompetenceudvikling ser ud. Det helt afgørende er, at læringsforløbet tilpasses den enkelte organisation og de enkelte deltagere.

Et forløb med Demensrejseholdet er ikke et klassisk kompetenceudviklingsforløb. Det er et forløb, som tilfører nye metoder, men som i lige så høj grad tager afsæt i at sætte ord på og udvikle det, som medarbejderne i forvejen gør og lykkes med i forhold til borgerne. En mere passende overskrift for forløbene er derfor organisationsudvikling.

Forløbet udvikler den enkelte organisations måde at kommunikere og samarbejde på fagligt. Samtidig skaber forløbet en ændret praksis, hvor udfordringer løses på baggrund af faglig refleksion og dialog. Et forløb med Demensrejseholdet er starten på en udviklingsproces, som i princippet aldrig stopper, fordi den bygger på kontinuerligt at reflektere og skabe nye løsninger i dagligdagen.

Med Demensrejseholdet ændres praksis i organisationer til glæde for både medarbejdere og borgere. Læs mere om den grundlæggende læringstilgang i den supplerende rapport:

Demensrejseholdets teori og metoder

Det kan du læse mere om

Aktører
Under dette tema kan du læse, hvorfor du skal gennemføre et forløb bygget op omkring Demensrejseholdsindsatsen, og hvad det kræver af jer i de forskellige roller. Det gælder både for jer, der skal henholdsvis implementere og praktisere.

Aktiviteter
Dette tema beskriver de forskellige aktiviteter, som et forløb med Demensrejseholdet er bygget op omkring. Du kan læse om formålet med de forskellige aktiviteter, og hvad de indebærer. Drejebøger og præsentationer til de forskellige aktiviteter er tilgængelige til download. Et bærende element i aktiviteterne er den løbende vekslen mellem viden og aktiviteter, også kaldet aktionslæring. Her får man både fyldt viden på og afprøvet denne viden i praksis.

Metoder
Det tredje tema beskriver de metoder, som anvendes i et Demensrejseholdsforløb. Her præsenteres konkrete metoder som beboerkonferencen og det reflekterende team.

Modeller
Under dette tema kan du læse om den viden, som anvendes i sammenhæng med Demensrejseholdets aktiviteter og metoder. Demensrejseholdets viden er visualiseret i en række modeller, som præsenteres, herunder beskrives det hvordan de kan anvendes i praksis. Modellerne kan desuden downloades.

Vidensgrundlag
Dette tema skitserer kort den teoretiske baggrund og det vidensgrundlag, der danner udgangspunktet for Demensrejseholdet.

Projektet
Det sidste tema indeholder relevant baggrundsviden om Demensrejseholdet som projekt.

Opdateret 24 APR 2019