xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Behandling af allergi hos gravide

Af Birgitte Klindt Poulsen, Klinisk Farmakologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
Marlene Øhrberg Krag, IRF


Generelt foretrækkes om muligt lokalbehandling af allergi hos gravide. Lokalbehandlingen kan omfatte nasalsteroid og øjendråber eller næsespray med antihistamin. Herudover kan systemisk behandling i sjældne tilfælde komme på tale, hvis allergisymptomerne er særligt udtalte, og effekten af lokalbehandling er utilstrækkelig. 

Antihistaminøjendråber 

Der findes seks markedsførte øjendråber med antihistamin i Danmark (Tabel 1). Der er begrænset erfaring med anvendelse under graviditet, hvorfor der generelt skal udvises forsigtighed ved brug. Alle kan dog om nødvendigt anvendes under graviditeten, da den systemiske absorption er begrænset. 

Antihistaminnæsespray

Generelt er der begrænset erfaring med anvendelse af antihistaminnæsespray hos gravide. Lægemiddelstofferne azelastin og levocabastin, der begge er H1-receptorantagonister, bør derfor anvendes med forsigtighed hos gravide. Levocabastin har dog i et studie med 670 kvinder i 1. trimester ikke vist overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning.

Systemisk antihistamin

De non-sederende antihistaminer anses som sikre at anvende under graviditeten (Tabel 1).

De sederende antihistaminer bør ikke anvendes de sidste to uger før terminen, da der er risiko for sedation og abstinenssymptomer hos den nyfødte.  

Cromoner

Natriumcromoglicat virker mastcellestabiliserende og kan anvendes under graviditet.

Nasalsteroid

Der findes seks markedsførte lægemidler med nasalsteroid i Danmark (Tabel 1).

Præparaterne kan alle anvendes under graviditet, da den systemiske absorption fra nasalt administreret steroid er lav.

Peroral steroidbehandling

Lokalbehandling af allergisymptomer fra øjne og næse er generelt førstevalg. Findes der dog indikation for peroral steroidbehandling, anbefales behandling i lavest mulige dosis og kortest mulig tid.Prednisolon passerer placenta i mindre grad end andre glukokortikoider såsom dexamethason og betamethason. Der er data på et stort antal 1. trimester-gravide, som er blevet eksponeret for prednisolon, og der er generelt enighed om, at brugen under graviditet er forholdsvis sikker. Der er en lille, dosisafhængig øget risiko for læbe-gane-spalte, nedsat fødselsvægt og præterm fødsel.
Opdateret 26 JUN 2017