xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sunde tænder - hele livet. Ældres tand- & mundsundhed - inspiration til ældre borgere

Daglig tandpleje fremmer helbred og forebygger sygdom. Det er mottoet for ÆldreForums pjece om ældres tand- og mundsundhed målrettet ældre borgere.

BORGER, PJECER OG BREVE 01 AUG 2015

Sunde tænder - hele livet. Ældres tand- & mundsundhed - inspiration til ældre borgere


Om udgivelsen

Et vigtigt og ofte forsømt emne
Tænderne kan holde hele livet – hvis de vel at mærke plejes og passes. Ældre har generelt en bedre tandsundhed end tidligere generationer. Alder i sig selv er således ingen risikofaktor for tandsundheden, men ældres tænder har ofte gennemgået mange reparationer, som gør grundig tand- og mundpleje særlig vigtigt. Også sygdomme og medicinindtag kan påvirke mundhule og tænder.

Sunde tænder og en sund mundhule er både vigtigt for ældres ernæring, helbred og livskvalitet. Dårlig mundhygiejne fører hurtigt til ofte alvorlige og uoprettelige skader og medfører også risiko for alvorlige sygdomme. Derfor bør ældres tand- og mundsundhed have langt større opmærksomhed, end det ofte er tilfældet.

Det er baggrunden for ÆldreForums pjece om ældres tand- og mundsundhed.

Inspiration til ældre borgere
Pjecen Sunde tænder – hele livet. Ældres tand- & mundsundhed – inspiration til ældre borgere indeholder information om, hvorfor det med alderen er særlig vigtigt at passe godt på tænder og mund samt konkrete råd om, hvordan man selv kan bidrage til at bevare sunde tænder - både når man selv kan klare den daglige mundhygiejne, og når der opstår behov for hjælp.

ÆldreForum har også udgivet pjecen Sunde tænder – hele livet. Ældres tand- & mundsundhed – inspiration til social- og sundhedspersonale & pårørende. Denne pjece indeholder information og konkrete råd om, hvordan social- og sundhedspersonale eller pårørende kan bidrage til at opretholde tandsundhed hos ældre, der har brug for hjælp til den daglige mundhygiejne.

Udgivet af ÆldreForum

ÆldreForum blev nedlagt med virkning fra 1. januar 2017

ÆldreForum var et uafhængigt, statsligt råd under Sundheds- og Ældreministeriet, som i 1996 blev nedsat for at følge og vurdere ældres vilkår i samfundet på alle ældrelivets områder.

ÆldreForum har udgivet en lang række publikationer med information, inspiration og debatskabende stof til en bred gruppe af modtagere, bl.a. ældre borgere, kommuner, regioner, ældreråd, ældreorganisationer, uddannelsesinstitutioner samt social- og sundhedspersonale på sygehuse, plejehjem, aktivitetscentre og i hjemmeplejen.