xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vaccinations­indsatsen snart færdig med 9 ud af 10 målgrupper

Vaccinationsindsatsen mod COVID-19 har nu været i gang i over 4 måneder, og over 1.220.000 personer er blevet vaccineret. Det betyder også, at indsatsen er ved at nå igennem de første 9 ud af 10 målgrupper.

29 APR 2021

De første 9 målgrupper, som har fået tilbud om vaccination, har været personer, som har været i særlig risiko for at blive alvorligt syge af COVID-19 fx grundet sygdom eller alder, samt dele af frontpersonale i sundheds- ældre- og socialsektor. Den tiende målgruppe er personer i alderen 64-16 år, som er den største af målgrupperne.

”Det går rigtig godt med udrulningen af vaccinationen, og nu har hovedparten af personer over 65 år fået tilbud om vaccination. Vi kan se i vores data, at 71 procent af dem er blevet vaccineret eller har bestilt tid og bliver vaccineret inden længe. Inden for kort tid vil vi tage hul på den sidste målgruppe. Det er en vigtig milepæl, at vi kan begynde at afrunde vaccinationsindsatsen af de første 9 målgrupper og starte på at tilbyde vaccination til den brede del af befolkningen,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Målgrupperne bliver dog ikke lukket helt for nye vaccinationsforløb. Der vil stadig være mulighed for, at nytilkomne i målgrupperne kan blive tilbudt vaccination. Det betyder for eksempel, at nye tilflyttere på plejehjem, der ikke er vaccineret, fortsat vil få tilbud om vaccination.

Effekten kan ses på smitteudviklingen

Effekten af vaccinationsindsatsen ser nu ud til at begynde at vise sig tydeligere, både ved at der er lavere smitte blandt de vaccinerede grupper end øvrige endnu ikke vaccinerede grupper og ved de lave indlæggelsestal blandt de vaccinerede grupper.

”Vi begynder at kunne se, at der ikke er så meget smitte blandt de ældste aldersgrupper, og tilskriver det, at en stor del af dem har taget i mod vaccinationstilbuddet. Ved årsskiftet var det blandt personer på 80 år eller derover, at smitten var mest udbredt. Nu, hvor over 90 procent af denne aldersgruppe er vaccineret, kan vi se, at det er den aldersgruppe, hvor der er færrest nye smittede,” siger Søren Brostrøm, og uddyber: ”Udviklingen er særlig interessant, når vi sammenligner med de yngre aldersgrupper, der endnu ikke er vaccineret, og hvor smitten ikke er lige så markant faldende. Det tegner rigtig godt for vores muligheder for snart at komme tilbage til noget, der ligner en mere normal hverdag.”

Det er endnu ikke muligt helt at fastslå, om den positive udvikling i smitten skyldes vaccination, eller om det skyldes de smitteforebyggende restriktioner og ændring i adfærd. Der foregår derfor aktuelt undersøgelser, der skal give mere viden om, hvad vaccinernes effekt er på den danske epidemi.

Statusrapport: COVID-19 vaccination