xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nye anbefalinger skal sikre gode svangreforløb og gode fødsler for kommende forældre

Sundhedsstyrelsen offentliggør både nye anbefalinger for svangreomsorgen og for organisering af fødetilbud. De supplerer hinanden og er målrettet sundhedspersonalet, samt beslutningstagere og administratorer i sundhedsvæsenet.

15 SEP 2021

Der fødes hvert år omkring 60.000 børn i Danmark, og fødslen af hvert enkelt barn er en livsbegivenhed. Danmark er et af verdens mest sikre lande at føde i både for mor og barn, og området varetages med stor faglighed og kvalitet.

De nye anbefalinger sætter en national ramme for regionernes og kommunernes planlægning og organisering af indsatserne og de sundhedsprofessionelles virke.

”Målet med de nye anbefalinger er at sikre et flerstrenget tilbud, der bedst muligt tager hensyn til den enkelte gravide og fødendes særlige behov. Anbefalingerne støtter op om, at kommende forældre i Danmark får et godt svangreforløb og en god fødsel, og vi glæder os til at se dem leve ude i sundhedsvæsenet,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Charlotte Hosbond. 

Svangreomsorgen er en samlet betegnelse for sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Anbefalinger for svangreomsorgen giver en detaljeret beskrivelse af konsultationsarbejdet fra første graviditetsundersøgelse til undersøgelsen af moderen 8 uger efter fødslen.

”Vi har haft fokus på at sikre, at tilbuddene kan mindske den sociale ulighed. Det betyder blandt andet, at der skal tages hensyn til den enkeltes individuelle behov. Vi anbefaler også, at forældre- og fødselsforberedelse foregår i små hold. Samtidig lægger vi vægt på, at forældrene kan få støtte og rådgivning i den første tid efter fødslen, uanset om de er hjemme eller på en barselsafdeling,” forklarer Charlotte Hosbond.

De nye anbefalinger indeholder desuden nye afsnit om blandt andet skjult graviditet, psykiske lidelser og COVID-19-vaccination af gravide.

I de nye anbefalinger for organisering af fødetilbud beskriver Sundhedsstyrelsen de forskellige typer af fødetilbud i Danmark, samt hvad der skal være tilstede for at sikre fortsat høj kvalitet i tilbuddet.

”Det skal være tydeligt for alle, hvilke faglige krav og kompetencer et givent tilbud omfatter - både for sundhedsprofessionelle og for de gravide og deres familier. Derudover vil vi gerne sikre, at alle gravide får information om, hvilke fordele og ulemper der er ved at vælge forskellige typer af fødested, så de kan træffe et oplyst valg,” siger Charlotte Hosbond.

De nye anbefalinger skal bidrage til, at alle får et ensartet tilbud af høj kvalitet på tværs af landet, uanset hvilken landsdel de kommende forældre bor i.

Der ligger et omfattende fagligt arbejde bag de nye anbefalinger, hvor Sundhedsstyrelsen har fået bred kvalificeret rådgivning fra en lang række eksperter i sundhedsvæsenet, blandt andet fra jordemødre, sundhedsplejersker og fødselslæger. 

Anbefalinger for svangreomsorgen

Anbefalinger for organisering af fødetilbud