xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny retningslinje skal forbedre livet hos børn og unge med autisme

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag en national klinisk retningslinje om behandling af autisme hos børn og unge. Retningslinjen indeholder anbefalinger til redskaber, der kan forbedre livet for børn og unge med autisme.

04 MAR 2021

Autisme er en kronisk udviklingsforstyrrelse, som forekommer i forskellige grader og former. Men fælles for alle med diagnosen er en vedvarende og gennemgribende forstyrrelse, der påvirker alle sammenhænge i livet. Autisme er kendetegnet ved en anderledes og ofte forsinket udvikling af sociale og kommunikative færdigheder. I Danmark anslås det, at omkring 1 procent af befolkningen har autisme.

Den nye retningslinje indeholder anbefalinger for behandling af autisme, der er målrettet mod symptomer og følgevanskeligheder ved autisme. Retningslinjen indeholder også anbefalinger i forhold til kost og medicin, fordi mange familier overvejer at bruge speciel mad eller medicin til børn og unge med autisme.

”Forældre til børn og unge med autisme spørger ofte efter redskaber og strategier til at håndtere deres børns vanskeligheder. Derfor er vi glade for at udgive den nye retningslinje med anbefalinger til, hvordan familierne kan forbedre sprogudviklingen hos børn med autisme. Anbefalingerne skal hjælpe til at håndtere barnets angst, aggression og søvnproblemer, som har en stor påvirkning på familiens hverdag og trivsel,” fortæller konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Katarina Gesser.

Retningslinjen, som skal ses i sammenhæng med de øvrige retningslinjer, vejledninger, forløbsbeskrivelser på området, kan læses her:

NKR for behandling af autismespektrumforstyrrelser hos børn og unge 

Nationale kliniske retningslinjer 

Sundhedsstyrelsen udarbejder nationale kliniske retningslinjer, der skal medvirke til, at der kommer ensartede tilbud om behandling af høj faglig kvalitet på tværs af landet. Retningslinjerne er primært til sundhedsprofessionelle.