xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Fokus på at skabe en bedre balance mellem inviterede til vaccination og ledige tider

Sundhedsstyrelsen har opdateret vaccinationskalenderen. Den bliver opdateret én gang om ugen på baggrund af de seneste prognoser og forventede vaccineleverancer fra producenterne.

05 MAR 2021

Denne uges justering bygger på de opdaterede prognoser for leverancer af vacciner samt udvidede anbefalinger for vaccinen fra AstraZeneca.

I næste uge forventes vaccinen fra firmaet Johnson & Johnson (Janssen) godkendt til brug i EU, men desværre forventer producenten først at kunne levere doser til Danmark i april måned. Den 5. vaccine, som vi regner med, bliver godkendt, er Curevac, hvor vi først kan forvente leverancer i juni måned. På den anden side har producenten, Pfizer, bekræftet, at de i april måned leverer ca. 20.000 flere doser om ugen end tidligere forventet.

Sundhedsstyrelsen har udvidet anbefalingen for brug af vaccinen fra AstraZeneca, så den kan anvendes uden øvre aldersgrænse, og samtidig udvider vi anbefalingen for intervallet mellem første og andet stik, så vi kan bruge en større andel af de kommende leveringer til førstegangsvaccination.

Samlet set betyder ændringerne, at vi med den justerede vaccinekalender nu forventer, at alle i Danmark, der er 16 år eller ældre, har fået tilbudt vaccination senest i uge 24 (den tredje uge af juni), og at alle kan være færdigvaccineret ca. 4 uger derefter. 

Med vores nye anbefalinger for vaccinen fra AstraZeneca kan vi hurtigere tilbyde vaccination til målgrupperne 7, 8 og 9, som er personer mellem 65 og 84 år. Men for at sikre en bedre balance mellem inviterede borgere og ledige tider, venter vi dog en uge med at udsende invitationer.

”Jeg glæder mig selvfølgelig over, at nye videnskabelige og bedre data understøtter, at vi kan hæve aldersgrænsen for anvendelse af AstraZeneca-vaccinen og dermed førstegangsvaccinere flere personer for at sikre så meget immunitet i samfundet så hurtigt som muligt,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. 

Den kommende uge byder på en stor grad af færdigvaccination, da over 2/3 af de Pfizer-vacciner, som kommer til Danmark, vil blive brugt til 2. stik til dem, der allerede har fået deres første vaccination. Samtidig vil der fortsat være fokus på at få vaccineret de borgere, som allerede har modtaget en invitation, men som endnu ikke har kunnet få en tid til vaccination pga. utilstrækkeligt antal vaccinedoser. 

Ved udgangen af uge 10 forventer vi, at de fleste af borgerne i målgruppe 1, 2, 3 og 5 har fået deres første stik. Dermed vil en stor del af de mest sårbare personer være vaccineret. Dette betyder dog, at gruppe 7 og 8 må vente med at blive igangsat til uge 11 og 12. Til gengæld kan hele gruppen førstegangsvaccineres hurtigere, når først gruppen er igangsat, og alle forventes således at have modtaget første stik en uge tidligere. Yderligere kan gruppe 9, som er borgere mellem 65 og 74 år, igangsættes en uge tidligere, dvs. allerede i uge 13.

Vi opstarter imidlertid allerede invitation af de ældste i gruppe 7 fredag den 12. marts, som derefter giver dem en mulighed for at booke tider med henblik på vaccination i uge 11.

”Selvom vi havde håbet på, at vi kunne begynde at tilbyde vaccination til borgere mellem 80-84 år i uge 10, så må vi erkende, at vi fortsat har behov for at få en bedre balance og mere luft i bookingsystemet, så dem, der er inviteret til vaccination, kan booke en tid,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

I denne uge når vi i øvrigt endnu en vigtig milepæl for vaccinationsprogrammet, når vi går i gang med at hjemmevaccinere de borgere i målgruppe 2 og 3, som ikke har været i stand til at komme til et vaccinationscenter ved egen eller andres hjælp.

”Det er et stort og vigtigt skridt i vaccinationsindsatsen, at det er nu muligt at gå i gang med hjemmevaccination. Tak til alle vores samarbejdspartnere for at have fået et setup på plads, så vi allerede fra i dag kan begynde at vaccinere nogle af de allermest sårbare borgere i deres eget hjem,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Han glæder sig samtidig over, at det skrider godt frem med at få vaccineret frontpersonalet i sundheds-, ældre- og dele af socialsektoren, som er gruppe 4 i vaccinationskalenderen.

”Vi oplever fortsat, at tilslutningen er høj blandt frontpersonalet, og at tiderne til vaccination hurtigt bliver booket, hvilket betyder, at vi kan regne med, at minimum 250.000 personer i gruppe 4 vil have fået deres første vaccination, når ugen er omme,” siger Søren Brostrøm. 

I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.

Se Vaccinationskalenderen

Uge 10: Hvor mange doser, og hvordan bliver de fordelt?

I uge 10 modtager Statens Serum Institut i alt 87.750 doser Comirnaty®, hvoraf 85.410 er til anvendelse i Danmark. Af disse forventes knap 56.000 doser anvendt til vaccination med 2. stik. De resterende ca. doser forventes anvendt til førstegangsvaccination af ældre, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem (gruppe 2), personer som er 85 år og ældre (gruppe 3), samt personer i særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 5).

 

Danmark modtager i alt 32.400 doser COVID-19 Vaccine Moderna®. i uge 10, som skal anvendes til førstegangsvaccination og færdigvaccination af ældre, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem (gruppe 2), personer som er 85 år og ældre (gruppe 3), samt personer i særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 5). 

 

Danmark modtager forventeligt i alt ca. 91.200 doser COVID-19 Vaccine AstraZeneca® sidst i uge 10. Disse bruges til vaccination af frontpersonale i sundheds- og ældresektoren i særligt øget risiko for smitte med COVID-19, eller som varetager en kritisk funktion, samt pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 6). Herudover tilbydes vaccinen også som hjemmevaccination til ældre, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem (gruppe 2) samt personer som er 85 år og ældre (gruppe 3).