xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Flere pladser til diplommodul om forebyggelse og håndtering af voldsomme episoder i ældreplejen

Som følge af stor efterspørgsel på Sundhedsstyrelsens diplommodul til ledere og nøglepersoner i ældreplejen, åbnes der nu op for flere pladser i 2022. Den gratis uddannelse har kørt siden starten af 2021 med afsæt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at forebygge, håndtere og lære af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder i ældreplejen.

31 AUG 2021

Som led i udmøntningen af den nationale ’Handlingsplan til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd på ældreområdet’ fra 2019, offentliggjorde Sundhedsstyrelsen i slutningen af 2020 nye anbefalinger og inspiration til arbejdet på området.

”Håndtering af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder er et vigtigt og komplekst område, der kræver en målrettet og systematisk indsats med fokus på både at understøtte borgernes og medarbejdernes trivsel og tryghed”, fortæller enhedschef Mads Biering la Cour.

Diplommodulet, der tager afsæt i anbefalingerne, skal styrke ledere og medarbejdere i ældreplejen til at arbejde mere systematisk med udadreagerende adfærd og voldsomme episoder hos primært borgere med demens og herigennem øge trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere. Diplommodulet har været fyldt op i 2021, hvorfor Sundhedsstyrelsen nu åbner for flere pladser næste år.

”Der har været stor efterspørgsel på holdene i 2021, som alle er fyldt op. Vi er rigtige glade for den store interesse og for at imødekomme den, så tilbyder vi nu 80 ekstra pladser i 2022, så endnu flere kan deltage i diplommodulet. Mange deltagere fra de første hold i foråret har givet udtryk for tilfredshed med forløbet, som de har oplevet som lærerigt, spændende og yderst brugbart i praksis. Så vi er glade for, at de første forløb er blevet rigtig godt taget i mod, fortæller enhedschef Mads Biering la Cour.

Diplommodulet henvender sig primært til ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter, demenskoordinatorer og nøglepersoner i ældreplejen, der har ansvar for at udvikle deres medarbejderes praksis eller implementere processer og arbejdsgange i ældreplejen.

Diplommodulet har et omfang på 8 undervisningsdage og tages på deltid over en 16 ugers periode. Undervisningen vil være praksisnær og veksle mellem fysisk fremmøde og virtuel undervisning med teoretiske oplæg, diskussioner og gruppearbejde.

Det vil være muligt at tilmelde sig diplommodulet fra 1. september 2021.

I vinteren 2022 (januar/februar) foregår undervisningen i Odense, Aarhus og Aalborg og i efteråret 2022 (august) i København, Odense og Aalborg. Der er plads til 25 deltagere pr. hold.

Med de 80 ekstra pladser udbydes der i alt 280 gratis pladser frem til udgangen af 2022.

Modulet er udviklet i samarbejde med professionshøjskolen UCN, som også udbyder uddannelsen på vegne af Sundhedsstyrelsen.

Adgangskrav: For at blive optaget kræves mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter endt professionsbacheloruddannelse, relevant uddannelse på mindst niveau med en kort videregående uddannelse eller en videregående voksenuddannelse (VVU) taget som regulært forløb.

Social- og Sundhedsassistenter, der ikke opfylder kriterierne kan søge om adgang via en såkaldt realkompetencevurdering (RKV). Såfremt de ikke lever op til adgangskravene har både Social- og sundhedsassistenter samt Social- og sundhedshjælpere mulighed for at søge ind på Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, hvor UCN act2learn udbyder tilsvarende modul på akademiniveau.

Læs mere om diplommodulet og tilmelding

Et andet initiativ under handlingsplanen omhandler afprøvning af metoden: Beboerkonference, hvor kommuner frem til den 8. september 2021 kan ansøge om at deltage i afprøvningen. Formålet med afprøvningen er at bidrage til evalueringen af metoden, som skal tydeliggøre fordele og omkostninger ved at anvende metoden.

Læs mere og ansøg puljen: Afprøvning beboerkonferencen

Læs mere om kompetenceudvikling i forebyggelse og håndtering af udadreagerende adfærd i ældreplejen