xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Presset på sygehusene er stigende, og derfor øges kapaciteten på sygehusene til patienter med COVID-19

Den seneste uge har der været en kraftig stigning i indlagte patienter med COVID-19 især på medicinske afdelinger. Derfor har Sundhedsstyrelsen sammen med regionerne besluttet at udvide kapaciteten, men det gør at nogle patienter må vente på at få behandling eller behandles i en anden region.

23 DEC 2020

Pres på sygehusene og nye udvidelser af kapaciteten

Situationen med presset på sygehusvæsenet er nu så stort, at kapaciteten til COVID-19-patienter skal udvides. Det gælder især i Region Hovedstaden og Region Sjælland, og der forudses også øget pres i især Region Midtjylland. Sygehusene kan godt tage imod flere, så alle kan få den behandling, de har brug for, men det kræver at der sker en skarp sundhedsfaglig prioritering af, hvilke andre patienter der godt kan vente. Sundhedsstyrelsen har i sidste uge meldt faglige rammer ud for prioriteringen af patienterne. 

Sundhedsstyrelsen har bedt regionerne om inden juleferien at lægge planer for at kunne etablere i alt mere end 1.300 medicinske sengepladser til COVID-19 patienter. Det svarer til, at alle skal regioner skal have en plan for, hvordan de kan øge deres kapacitet med ca. 50 %. Dog vil Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midt, hvor presset lige nu er størst, have behov for at kunne planlægge med yderligere kapacitet. Styrelsen har bedt regionerne om at koordinere på tværs, så der kan tages lokalt hensyn i planlægningen i de regioner, hvor presset er størst. De ekstra sengepladser skal kunne tages i brug med kort varsel, hvis der bliver behov for det. 

”Antallet af patienter, der bliver indlagt med COVID-19, er steget hurtigt den seneste uge, så vi har vurderet, at der er behov for, at sygehusene gør klar til at tage imod endnu flere patienter på de medicinske afdelinger. Det kan sygehusene godt, men det vil betyde, at flere patienter med andre sygdomme vil få udskudt sin tid på sygehuset eller blive henvist til et sygehus i en anden region,” siger vicedirektør Helene Probst. 

”Vi er helt afhængig af vores sundhedspersonale i den her situation. De skal nu løbe ekstra hurtigt og flere vil skulle på arbejde henover julen. De gør en kæmpe indsats for at få det her til at hænge sammen,” tilføjer Helene Probst.

Regionernes kapacitet til de intensive sengepladser skal ikke oprustes på nuværende tidspunkt, men fastholder det nuværende niveau på 300 pladser. 

”Vi ser ikke samme stigning i antallet af patienter med behov for intensiv behandling, som vi ser lige nu i forhold til de medicinske afdelinger. Derfor har vi vurderet, at den nuværende plan med at kunne tage imod 300 intensive patienter med COVID-19 kan dække behovet” siger Helene Probst og fortsætter: ”men vi følger det nøje, for der kan hurtigt komme et nyt behov.”

I forlængelse af forårets fokus på kapacitet på intensiv afdelinger har Danske Regioner udarbejdet en vejledning vedr. visitation, prioritering og etiske overvejelser ved behandling af kritisk syge på intensivafsnit, denne offentliggøres også i dag, sammen med en overordnet beskrivelse af ansvarsfordeling og koordinering, hvis der bliver behov for prioritering af intensivpladser. 

”Vi ser ikke på nuværende tidspunkt, at der vil blive behov for at prioritere blandt kritisk syge patienter til intensiv pladser, men epidemien har gjort, at vi drøftet og nedskrevet hvilke principper og overvejelser, der skal ligge til grund for det, hvis behovet opstår,” udtaler Helene Probst.

Tæt dialog for at udnytte sygehuskapaciteten godt

Sundhedsstyrelsen har tæt dialog med regionerne i den nedsatte COVID-19 Taskforce for Sygehuskapacitet, hvor udviklingen i antallet af smittede og indlagte med COVID-19 i de fem regioner følges tæt. Stigningen i indlæggelser med COVID-19 er ujævnt fordelt på regionerne med størst stigning i Region Hovedstaden og Region Sjælland, og regionerne hjælper hinanden, så sygehuskapaciteten udnyttes bedst muligt på tværs af landet. 

”Vi har en fælles opgave med at sikre, at sygehusene kan modtage og behandle alle patienter med akut sygdom, uanset om de har COVID-19 eller fejler noget andet. Derfor har regionerne lagt planer for, hvordan de kan hjælpe hinanden, og vi drøfter samarbejdet i Taskforce for Sygehuskapacitet, siger Helene Probst.

Notat om prioritering og rammenotat

National koordinering af sygehuskapacitet ved behov for prioritering

Regionernes oplæg til vejledning: Visitation, prioritering og etiske overvejelser ifm. behandling af kritisk syge patienter på intensivafsnit

Notat om øget antal sengepladser

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet et notat, der beskriver det øgede antal sengepladser: 

Planlægning af udvidelse af national sygehuskapacitet til patienter med COVID-19

Notatet supplerer den tidligere publicerede oversigt over håndtering af kapacitet til COVID-19 i sygehusvæsenet: Håndtering af kapacitet til COVID-19

Oversigter over kapacitet til COVID-19 patienter

Sundhedsstyrelsen udgiver ugentlige oversigter over den aktuelle situation i sygehusvæsenet, herunder også aktiveringen af regionernes kapacitet til COVID-19 patienter:

Sygehuskapacitet til COVID-19 patienter