Derfor sætter vi ikke automatisk alle hjemrejsende fra Hubei i karantæne
”Fordi det er så få vi hjemtager, og de er løbende screenet undervejs, så kan vi lave en grundig og konkret vurdering af hver enkelt. Og så er det både mere sikkert for samfundet, og rimeligt for den enkelte, at vi aftaler tæt overvågning eller decideret ’hjemmekarantæne’, snarere end at bruge store karantænefaciliteter”, udtaler Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Fredag aften ankom fire personer til Danmark efter en meget lang rejse fra Hubei-provinsen i Kina. I aften forventes yderligere 11 at lande i Roskilde Lufthavn. Udrejserne har været arrangeret af Udenrigsministeriet i samarbejde med andre EU-lande. Det sidste stykke hjem fra Madrid og Belgien står Forsvaret for, med et af Luftvåbnets Challenger-fly. Efter landing i Roskilde Lufthavn står et eller flere af de fem regioners præhospitale beredskaber for den videre transport og håndtering.
Både ved udrejsen fra Kina, undervejs i de forskellige fly, og ved mellemlandinger i Europa vil de udrejsende løbende blive vurderet af sundhedspersonale. De lokale myndigheder vil stille som betingelse for udrejse eller vidererejse, at man ikke er syg. På det sidste stykke af rejsen bliver de hjemrejsende vurderet af en læge fra det danske Forsvar, som er med i flyet.
Ved modtagelsen i Roskilde vil alle de hjemtagne blive individuelt vurderet af overlæger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som foretager en grundig og konkret risikovurdering af hver enkelt ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af ny coronavirus.
”Hvis der er det mindste tvivl, om de er syge af coronavirus, så vil de blive indlagt med ambulance direkte på isolationsstue på Hvidovre Hospital, men vi forventer ikke det bliver nødvendigt, da de er så grundigt løbende screenet undervejs”, forklarer Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsens retningslinjer siger, at personer, der blot har haft ophold i f.eks. samme ventesal, som en der er muligt smittet med coronavirus, vil blive vurderet som ’lav’ risiko. Da rigtig mange indbyggere og besøgende i Hubei-provinsen de sidste uger har valgt at selvisolere sig i lejligheder, hotelværelser m.v. er det ikke overraskende, at de fleste hjemrejsende vurderes som havende ’lav’ risiko.
”Men hvis vi vurderer, at nogle af de hjemvendte har haft tæt kontakt til en mulig smittet, f.eks. samtale, kontakt til kropsvæsker, siddet i et fly meget tæt på en mulig smittet osv., så vil vi kategorisere dem som ’høj’. Hvis vi er i tvivl om oplysninger vedr. kontakt til muligt smittede, så vil vi gå op i kategori ud fra et forsigtighedshensyn”, fortæller Søren Brostrøm.
Ved ’lav’ smitterisiko vil Sundhedsmyndighederne kræve selv-monitorering, dvs. at personen selv måler sin temperatur to gange dagligt, til og med den 14. dag fra en kontakt til en smittet. Hvis personen får feber eller andre tegn på sygdom, skal de straks selv-isolere sig og ringe til et af de to sygehuse, der kan håndtere coronasmitte, hvor de så kan indlægges direkte med ambulance.
”Ofte er vores erfaring, at langt de fleste vælger at holde sig hjemme, men fordi vi vurderer deres risiko som ’lav’, kan vi ikke pålægge dem det. Vi kontakter dem i perioden efter de er kommet hjem, for at følge op”, fortæller Søren Brostrøm. Og forklarer yderligere: ”Ved ’høj’ smitterisiko øger vi sikkerheden, og vi fraråder den enkelte alle rejser og kontakt til andre mennesker. Vi iværksætter daglig og meget tæt opsøgende kontakt fra sundhedspersonale for at sikre temperaturovervågning m.v. Ofte aftaler vi ’hjemmekarantæne’, hvor udgang fra egen bolig frarådes til og med 14. dag fra kontakt.
Sundhedsstyrelsens retningslinjer for den konkrete vurdering er fuldstændig på linje med andre europæiske lande, også Sverige og Norge, og disse principper har været brugt i mange år i Danmark, også under udbrud af mere alvorlige sygdomme som SARS, MERS og ebola. I ingen af de nævnte epidemier har der været tilfælde af smitte i Danmark, selvom der også dengang kom folk hjem fra de risikoområder.
Hvis vi i Danmark pludselig kom i den situation, hvor vi skulle hjemtage et større antal på én gang, så ville vi overveje at aktivere de regionale karantæneplaner, sådan at man kunne bruge en eller flere offentlige karantænefaciliteter. Men når vi kun skal håndtere så forholdsvis få, så vil det være mere uhensigtsmæssigt, og formentlig også mindre sikkert, end vores meget fintmaskede individuelle og konkrete vurderinger, med mulighed for hjemmekarantæne.