xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nye anbefalinger for den akutte sundheds­indsats på tværs af det samlede sundhedsvæsen

Sundhedsstyrelsen har sendt nye anbefalinger for fremtidens indretning af det akutte område i høring. Anbefalingerne handler om den akutte indsats i både regioner og kommuner, og skal danne grundlag for planlægningen af indsatsen de kommende 10 år.

01 NOV 2019

De akutte sundhedstilbud skal sikre, at borgerne får den rette hjælp, når de bliver ramt af skader eller akut sygdom. De nuværende tilbud er tilrettelagt ud fra de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen kom med for mere end 10 år siden i forlængelse af strukturreformen og de store bevillinger til at bygge nye sygehuse. De nye anbefalinger handler om den akutte indsats i både kommuner og regioner og for både mennesker med psykiske og somatiske sygdomme. I modsætning til anbefalingerne fra 2007 og 2009 har de nye anbefalinger et tværfagligt og tværsektorielt sigte og peger på indsatser, der går på tværs af hele patientforløbet. Anbefalingerne handler derfor om både på det præhospitale område, den akutte almen medicinske indsats i vagttiden, akutmodtagelserne og akutsygehusene samt de sub-akutte tilbud i kommunen.

”Sundhedsvæsenet har gennemgået en meget stor udvikling i de sidste 10 år, og i løbet af de næste år er rigtig mange af sygehusfunktionerne flyttet ind i de nye eller moderniserede fysiske rammer. Så tiden er løbet fra vores nuværende anbefalinger, og derfor har vi udarbejdet nye anbefalinger, der både tager højde for udviklingen, og som samtidig peger på, hvordan vi kan videreudvikle det gode og solide akuttilbud på tværs af sektorer i Danmark”, siger centerchef Helene Probst.

Det har været et omfattende arbejde at udarbejde de nye anbefalinger for den akutte indsats. Rigtig mange har bidraget og været involveret i udarbejdelsen. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE har blandt andet udarbejdet to undersøgelser, der er blevet anvendt i arbejdet. En undersøgelse om forholdene på landets akutmodtagelser og en kortlægning af de fem forskellige lægevagtsordninger/Akuttelefonen 1813.

”Vi har haft et længerevarende og grundigt samarbejde med en lang række aktører fra både regioner, kommuner og faglige selskaber, og vi vil gerne takke alle, som har bidraget. Nu glæder vi os til at tage imod gode kvalificerede høringssvar, som vi naturligvis vil inddrage i arbejdet, inden vi offentliggør de endelige anbefalinger”, siger Helene Probst.

Formålet med de kommende anbefalinger er at sikre, at patienter også i fremtiden oplever, at de får den nødvendige hjælp, når de har akut behov for, at sundhedsvæsenet træder til. Når anbefalingerne har været i høring, vil Sundhedsstyrelsen færdiggøre arbejdet på baggrund af de høringssvar, der er sendt ind.

Se materialet på høringsportalen