Gå til hovedindhold

Røg- og nikotinfrie miljøer

Røg- og nikotinfrie miljøer begrænser, at vi udsættes for forurenet luft fra tobaks- og nikotinprodukter og er med til at mindske forekomsten af nogle af de sygdomme, som skyldes forurenet luft fra tobaks- og nikotinprodukter.

Røg- og nikotinfri miljøer bidrager til, at børn og unge kan færdes i omgivelser, hvor de ikke udsættes for tobaks- og e-cigaretforurenet luft, eller at de på anden måde bliver konfronteret med og fristet af tobaks- og nikotinprodukter. Røg- og nikotinfri miljøer kan hjælpe med at forebygge nikotinbrug blandt børn og unge, og at personer, der tidligere har været afhængige af nikotin, får tilbagefald. Det skyldes, at de i mindre grad oplever og ser brug af tobaks- og nikotinprodukter i deres omgivelser og hverdag. 

Udsættelse for forurenet luft fra tobaks- og nikotinprodukter kan have betydning for helbredet. Læs om hvad det betyder for helbredet og ved graviditet - både før, under og efter.

Røg- og nikotinfri skoletid

Der er et lovkrav om røg- og nikotinfri skoletid for elever på alle grundskoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser.

Regler om røg- og nikotinfri skoletid betyder, at det ikke er tilladt at bruge tobaks- og nikotinprodukter, som for eksempel cigaretter, vapes og nikotinposer, på skolens område. Dette gælder alle – både elever, ansatte og andre besøgende. Derudover må elever heller ikke bruge tobaks- og nikotinprodukter i skoletiden uden for skolens matrikel.

Formålet med røg- og nikotinfri skoletid er at skabe en kultur, hvor tobak og lignende produkter ikke er en del af skoledagen. Der er dokumentation for, at røgfri skoletid forebygger, at børn og unge begynder at ryge. Det skyldes, at de ikke udsættes for tobaks- og nikotinprodukter i løbet af skoledagen, at de ikke påvirker hinanden til at ville prøve produkterne, og at de ikke oplever, at rollemodeller, som for eksempel lærere og ældre elever, ryger, snuser eller vaper. Røg- og nikotinfri skoletid er altså et vigtigt redskab til at sikre, at børn og unge færdes i fællesskaber uden tobak og nikotin, det at bruge produkterne ikke opleves som normalen.

I følge loven omfatter røgfri skoletid alle tobaksrelaterede produkter. Med tobaksrelaterede produkter menes alle produkter med tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler. Det gælder også øvrige relaterede produkter som fx e-cigaretter (vapes) uden nikotin. 

Anbefalinger til røg- og nikotinfri skoletid

Skolen er en dannelsesinstitution, der har indflydelse på de unges normer og indlæring. Også ungdomsuddannelserne har en vigtig rolle i forhold til at understøtte en sund livsstil for eleverne og for at skabe de bedste rammer for indlæring.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at skoler og ungdomsuddannelser indfører en tobaks- og nikotinpolitik, der understøtter røg- og nikotinfri skoletid. Politikken bør omhandle, hvordan røg- og nikotinfri skoletid implementeres og sikre, at elever og ansatte kan få hjælp til at håndtere en røg- og nikotinfri skoletid samt hjælp til ryge- og nikotinstop for dem, der ønsker at stoppe. En sådan politik har størst gennemslagskraft, hvis den skabes på grundlag af en bred dialog mellem elever, lærere, ledelse og forældre.

Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse tilbyder materialer og rådgivning om arbejdet med at indføre og håndhæve røg- og nikotinfri skoletid. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forældre til elever i grundskolens 6.-10. klasse inddrages ved forældremøder én gang årligt med henblik på at skabe dialog om tobaks- og nikotinprodukter samt lave forældreaftaler i klasserne. Forældremøderne kan fx handle om håndtering af fester, tegn på brug af tobaks- og nikotinprodukter, eller være en dialog om hvordan man som forældre håndterer, hvis et barn i klassen bruger produkterne.

Materiale til skole-hjem-samarbejdet

Sundhedsstyrelsen har udviklet materiale til skole-hjem-samarbejdet med forældre i grundskolen. Læs mere og find materiale til skole-hjem-samarbejdet

Røgfri arbejdstid

Lovgivningen sætter en minimumsstandard for alle arbejdspladser for at beskytte medarbejdere mod udsættelse for tobaks- og e-cigaretforurenet luft. Generelt gælder det, at der ikke må bruges tobaksprodukter i bygninger, som offentligheden har adgang til. Reglerne er beskrevet nærmere i Lov om røgfri miljøer, som Arbejdstilsynet fører tilsyn med.

Mange virksomheder har en samlet sundhedspolitik, andre har politikker på særskilte sundhedsområder som fx tobaks- og nikotinbrug. At indføre røg- og nikotinfri arbejdstid er en proces, der forløber bedst med inddragelse af og i samarbejde med medarbejderne.

Der er mange eksempler på, at både private og offentlige arbejdspladser har indført røg- og nikotinfri arbejdstid. Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning om arbejdet med at indføre røgfri arbejdstid.

Lovgivning

Du kan læse mere om lovgivning om tobak og nikotin, herunder røg- og nikotinfri miljøer, her: