Om nikotin- og rygestopmedicin
Der findes flere typer godkendt medicin til ryge- og nikotinstop, både receptpligtige præparater og håndkøbsmedicin. Fælles for dem er, at de kan dæmpe abstinenserne og gøre det lettere at stoppe med at ryge eller bruge andre nikotinprodukter.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at fordelene ved et ryge- og nikotinstop er langt større end de mulige bivirkninger ved at anvende godkendt medicin som en del af stoppet. Medicinen kan bruges i forbindelse med afvænning fra alle nikotinprodukter, herunder cigaretter, snus, tyggetobak, nikotinposer, e-cigaretter og opvarmet tobak.
Anbefalinger til voksne
Sundhedsstyrelsen anbefaler godkendt håndkøbsmedicin eller receptpligtig medicin til voksne over 18 år, som oplever mange symptomer på nikotinafhængighed.
Anbefalinger til unge under 18 år
Unge under 18 år med tydelige tegn på nikotinafhængighed, og som tidligere har forsøgt at stoppe uden medicinsk støtte, kan anvende godkendt håndkøbsmedicin til nikotinafvænning. Nogle produkter er godkendt fra 12 eller 15 år, mens andre kun er godkendt til voksne. Brug af håndkøbsmedicin til børn og unge under 15 år bør altid ske i samråd med en læge. Lægen bør også inddrages, hvis der anvendes medicin, som kun er godkendt til voksne.
Både håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin bør anvendes i en afgrænset periode i overensstemmelse med produktets anvisninger. Herefter skal forbruget gradvist trappes ned.
Sådan får du vejledning om medicin til ryge- og nikotinstop
Hvis du ønsker mere viden om medicinske muligheder, kan du tale med din læge eller personalet på apoteket. De kan rådgive om valg af produkt, korrekt dosering, brug og nedtrapning.
Du kan også få støtte hos en ryge- og nikotinstoprådgiver i din egen kommune eller hos os på Stopliniens telefonrådgivning på 80 31 31 31. Alternativt kan du sende en sms med teksten “nikotinfri” til 1231 og du vil blive ringet op inden for 3 hverdage. Vi står også klar til at hjælpe, hvis det er svært at trappe ud.
En kombination af professionel rådgivning og godkendt medicin til nikotinafvænning øger chancen for et vellykket stop.
Læs mere
Læs mere om et rygestopforløb i Stoplinien (LINK)