Lovgivning
Lovgivning om cigaretter, tobak og andre nikotinprodukter bliver reguleret af forskellige love.
Her finder du et udpluk af aktuel lovgivning.
Du kan læse mere på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Aldersgrænser for salg af tobak og nikotin
Følgende aldersgrænser gælder for salg af tobaks- og nikotinprodukter:
Det er ikke tilladt at sælge tobaksvarer, tobakssurrogater (fx nikotinposer) og urtebaserede rygeprodukter til personer under 18 år.
Det er ikke tilladt at sælge elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin over for personer under 18 år.
Standardisering af tobaks- og nikotinprodukter
En række nikotinprodukter er i dag ulovlige at markedsføre i Danmark. Det gælder eksempelvis e-cigaretter med søde smage og meget høje koncentrationer af nikotin – de såkaldte ”puff bars”.
Nyere lovgivning har også gjort en række tobaks- og nikotinprodukter mindre attraktive ved bl.a. at forbyde tillokkende smage og dufte i nikotinposer, indføre standardisering af emballage og grænseværdier for nikotin i produkterne.
Fra 1. april 2026 vil nikotinposer blive underlagt de samme regler som cigaretter, tyggetobak, vandpibetobak, opvarmet tobak og e-cigaretter, der kun må sælges i neutrale eller standardiserede pakker.
Neutrale pakker betyder, de skal være ens og have en grønbrun farve med en ensartet skrifttype, og de må ikke indeholde logoer eller billeder. Desuden kræves det, at alle produkterne har en sundhedsadvarsel på pakkerne, og cigaretpakker skal også have billedadvarsler. Dette skal hjælpe med at gøre pakkerne mindre tiltrækkende for især børn og unge.
Det er Sikkerhedsstyrelsen, der fører tilsyn med reglerne.
Læs mere om standardisering af tobaks- og nikotinprodukter
Røg- og dampfri miljøer
Lov om røgfri miljøer har til formål at sikre miljøer, hvor der ikke ryges eller benyttes andre tobaksvarer eller elektroniske cigaretter med eller uden nikotin.
Røg-og nikotinfri skoletid
Formålet med loven er også at sikre, at børn og unge i skoletiden ikke konfronteres med rygning eller anden brug af tobaksvarer, elektroniske cigaretter med eller uden nikotin, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter.
Røgfri arbejdspladser
Også på arbejdspladser er det som hovedregel forbudt at ryge og anvende elektroniske cigaretter samt opvarmede tobaksvarer indendørs.
Der må ikke ryges eller anvendes elektroniske cigaretter og opvarmede tobaksvarer indendørs på arbejdspladsen. Virksomheden kan dog tillade rygning og brug af elektroniske cigaretter og opvarmede tobaksprodukter i rygekabine, rygerum eller i erhvervskøretøjer som kraner og firmabiler, hvor der kun arbejder en person ad gangen.
Forbud mod salg og markedsføring
Tobak, e-cigaretter og nikotinposer må ikke stå synligt fremme på salgssteder. Salgsstederne skal skjule produkterne i skuffer, bag låger og lignende, så især unge i mindre grad fristes til at købe dem.
Der må heller ikke vises billeder af tobak, e-cigaretter og nikotinposer i webbutikker.
Reglerne trådte i kraft i 2021. Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med udstillingsforbuddet.
Reklamer for tobaksprodukter, herunder e-cigaretter og nikotinposer, er ulovligt. Tobaksproducenter må heller ikke sponsere på festivaler. Derudover er det ulovligt at tilbyde rabatkuponer for tobaksvarer, da de kan ses som reklame.
Reglerne trådte i kraft i 2021. Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med reglerne.
Læs mere om forbuddet mod salg og markedsføring
International lovgivning
Danmark har tilsluttet sig WHO’s rammekonvention om tobak (FCTC), der forpligter landene til at beskytte befolkningen mod tobak.
Ligeledes er der i EU fælles regler for fremstilling, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter, som medlemslandene skal følge.